Manden, der står bag den kendte tegnefilmsfigur SvampeBob Firkant, Stephen Hillenburg, er død efter længere tids sygdom.

Det oplyser tv-selskabet Nickelodeon på Twitter

Sidste år fik Stephen Hillenburg konstateret sygdommen ALS, en sygdom der rammer de motoriske nerver i hjernen og i hjernestammen. Der er ingen kur mod ALS, som også var det, Stephen Hillenburg til sidst tabte kampen til.

Stephen Hillenburg blev 57 år gammel.

Hans populære tegnefilm SvampeBob Firkant havde blev første gang vist i maj 1999 og har sendt omkring 250 afsnit.

Den kendte figur er dog gennem årene også udkommet på film og har sågar været sat op som musical på Broadway i New York.

I 2009 fik SvampeBob Firkant, som den første animerede figur nogensinde, sin egen voksfigur på det berømte voksmuseum Madam Tussauds i New York i forbindelse med figurens ti års jubilæum.

Stephen Hillenburg har været nomineret til hele 9 Emmy Awards for Svampebob Firkant.