Der er to ting, som Stéphanie Surrugue ikke forstår.

Den ene er fællessang. Den andet er hangen til blødt tøj.

Begge fik en opblomstring under coronaen. Hvor tøjet – som du kan se i videoen ovenfor – allerede får hende til at længes mod Paris, var det fællessangen, der fik hende til at indse, at det var på tide at vende hjem.

I fem et halvt år har journalist Stéphanie Surrugue været udenrigskorrespondent for DR. Først i USA, hvor hun dækkede Trumps valgsejr i 2016. Et år senere flyttede hun til Paris, hvorfra hun siden har rapporteret hjem fra hele Sydeuropa.

I maj vendte Stéphanie Surrugue hjem til København efter fem et halvt år som udenrigskorrespondent for DR.
I maj vendte Stéphanie Surrugue hjem til København efter fem et halvt år som udenrigskorrespondent for DR. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I maj vendte hun tilbage til København, blandt andet fordi hun opdagede, at hun ikke forstod glæden ved fællessang – og dét bekymrede hende.

»Jeg tog mig selv i at tænke: 'Hvorfor skal I sidde og græde og synge? I er jo ikke besat af tyskerne.'«

På det tidspunkt rejste hun rundt i Frankrig og Spanien og rapporterede om nødhospitaler rejst i al hast på parkeringspladser, fordi de almindelige hospitaler var overfyldte, og bunker af lig i frysehuse.

Selv boede hun i Paris, hvor hun skulle have en attest fra Indenrigsministeriet, hvis hun skulle længere end én kilometer væk fra sit hjem. Hun skulle havde maske på, så snart hun gik ud ad sin hoveddør, og det var strengt forbudt at være ude mellem klokken 23 og 6.

I Paris var der masketvang, så snart Stéphanie Surrugue trådte ud af sin dør. Herhjemme glemmer hun ofte at tage den af, når hun går ud af en butik.
I Paris var der masketvang, så snart Stéphanie Surrugue trådte ud af sin dør. Herhjemme glemmer hun ofte at tage den af, når hun går ud af en butik. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun tog sig i at undre sig over den danske coronadebat, fordi krisen var »meget værre andre steder«.

»Dét var for mig et alarmsignal. Begynder kynismen at banke på, skal man passe på. For når man synes, at alt er meget værre andre steder, er man i risiko for at miste fornemmelsen for opgaven,« siger hun.

Som korrespondent skal hun forstå dem, hun rapporterer til. Derfor var hun nødt til at rejse hjem og komme i vater.

»Jeg skulle hjem og vende for at forstå de danske dagsordener og blive lidt blød igen,« siger Stéphanie Surrugue, der glæder sig til at »nyde den danske frihed og spise skammelige mængder af flæskesteg«.

Hun håber, en sidegevinst bliver, at hun finder større ro.

»De seneste år har jeg forsøgt at holde liv i et privatliv både i Danmark og Frankrig, hvilket betyder, at jeg har kunnet tage bad i dårlig samvittighed – begge steder.«

»Jeg har været hjemme til mine niecers fødselsdage. Da min gode veninde skulle føde, nåede jeg mirakuløst hjem fra Marokko, og hun fødte, inden jeg 48 timer senere skulle afsted igen til Paris. Da min mor fyldte 70, fløj jeg hjem fra den amerikanske valgkamp for at synge fødselsdagssang. Men det er præmieeksemplerne – der er flest eksempler på det, jeg er gået glip af.«

Den dårlige samvittighed gælder især familien. For Stéphanie Surrugue er et »udpræget familiemenneske«. At hendes mor er fyldt 75 år, har vejet tungt i vægtskålen.

Stéphanie Surrugue, der betegner sig selv som et »udpræget familiemenneske«, ville blandt andet hjem for at være tættere på sin mor. 
Stéphanie Surrugue, der betegner sig selv som et »udpræget familiemenneske«, ville blandt andet hjem for at være tættere på sin mor.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg mistede min far, da jeg var 20, og ved, hvordan det er at miste en forælder. Hvis min mor og jeg skal skabe flere gode minder sammen og ikke kun oplevelser, hvor vi sidder med en plaid over knæene, så er det nu, det skal prioriteres.«

Derfor måtte hun hjem – også selvom det betyder, at hun har efterladt den mand, som hun det seneste år har datet, i Paris. Et emne, hun i øvrigt ikke har mere at sige om:

»Jeg synes, det er overvældende at dele. Jeg er ellers ikke et særligt privat menneske, men jeg har altid forsøgt at undgå at trætte mennesker med historier om mine kærester,« siger hun og beder om arbejdsro til den del med følgende kommentar:

»Parforhold kan være vidunderlige, men også komplicerede – man komplicerer det ikke mindre af at vælge at bo i to lande.«

Føler du dig ensom?

»Jeg kan sagtens føle mig ensom en gang imellem. Men det har jeg også gjort i skrivebordsjob og faste parforhold. Det handler ikke om, hvad der er rundt om mig, men om, hvad der er inden i mig.«

Nu er hun er tilbage i sit gamle miljø i Pisserenden i Indre København. Hun er flyttet ind i en lejlighed kun 128 meter fra den, hun boede i for seks år siden. Hun hilser hjemmevant på både gæster, tjener og kok på den franske restaurant, hvor vi spiser frokost.

Det hele ligner sig selv. Så meget, at hun har det, som om hun bare har 'pauset' sit liv i fem et halvt år og nu har trykket på 'play' igen.

Livet i Danmark ligner sig selv. Eneste forskel efter fem et halvt år i udlandet er, at naboer og venner er »blevet ældre og er begyndt at bøvle med læsebriller«. 
Livet i Danmark ligner sig selv. Eneste forskel efter fem et halvt år i udlandet er, at naboer og venner er »blevet ældre og er begyndt at bøvle med læsebriller«.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Eneste forskel er, at nogle er blevet skilt, mange er blevet gråhårede, og vi alle er blevet ældre og bøvler med læsebriller – og nogle en frossen skulder.«

Skulderen er hendes og kræver på andet år hjælp, når hun skal have kufferten op i bagagerummet i flyene. Og det skal hun stadig.

Hun skal nemlig være dét, som hendes forbillede Ulla Terkelsen med en let rynken på næsen kalder 'Vangede-korrespondent'.

Med base i Danmark skal hun dække begivenheder ude i verden. I den kommende tid skal hun dække det tyske valg for DR, og hun skal stadig til Frankrig et par gange om måneden.

Når hun er dér, skal hun blandt andre besøge sin nye franske veninde.

Under coronanedlukningen stod Stéphanie Surrugue hver aften og trak luft på sin lille franske balkon. Efter i flere år kun at have været på nik faldt hun i snak med kvinden på balkonen ved siden af og opdagede, at også hun er journalist med interesse for kultur og tv.

Hun kan takke coronaen for sin nye veninde, men den har også kostet hende et langt bekendtskab. For efter 25 år som ryger er hun holdt op.

»I Paris bliver det stadig betragtet som chic og sexet at ryge, og man gør det stadig skamløst. Men jeg kunne ikke længere sidde på en café og ryge i stiletter og røde negle og se formidable ud. I stedet stod jeg i min lejlighed og røg ud ad et vindue. Det virkede så dumt – under en pandemi, hvor det er en god idé at være i god form, hvis jeg skulle blive smittet.«

Corona har givet Stéphanie Surrugue en ny veninde, men kostet hende et 25 år langt forhold til cigaretter.
Corona har givet Stéphanie Surrugue en ny veninde, men kostet hende et 25 år langt forhold til cigaretter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor er det nu otte måneder siden, hun sidst tændte en smøg. I stedet er hun begyndt at tage vitaminer.

»Jeg har følt mig usårlig det meste af mit liv. Det ved jeg nu, at jeg ikke er.«

Cigaretterne er erstattet af nikotin i en plastikinhalator og tyggegummi, men hun synes, det er kedeligt.

Det bringer os tilbage til det bløde tøj – eller 'gymnastikbukserne', som Surrugue siger med slet skjult ubehag. Den anden ting, som danskerne er begyndt at elske under coronaen.

I hendes øjne er de noget sjusk.

»Jeg har aldrig forstået, at man klæder sig pænt på for at gå på arbejde, men klæder om til en sæk kartofler, når man kommer hjem til sin mand. Men det forklarer, hvorfor folk holder op med at gå i seng sammen og bliver skilt.«

Selv kunne hun ikke finde på at falde af på den, hvad beklædning angår.

»Min far gik altid i bad og tog pænt tøj på om eftermiddagen, før min mor kom hjem. Og i min familie har kvinderne læbestift, pænt tøj og høje hæle på, medmindre vi gør rent eller står midt i en flytning. På den måde er vi meget franske.«