Det var et ganske kort møde. Men mødet med Kim Larsen og konen, Liselotte, gjorde et varigt indtryk på 68-årige Steen Fallesen.
Uden for Odense Universitetshospital ved middagstid i sommer satte den legendariske musiker sig på bænken ved siden af ham.
»Jeg kunne se med det samme, at det var Kim Larsen. Han var glad og så ud som på fjernsyn, men han var noget mager,« siger Steen Fallesen til B.T.
Men det var ikke mødet med Larsen, der på daværende tidspunkt var på vej tilbage til øvelokalet, efter han havde fået konstateret prostatakræft i januar, som gjorde det største indtryk.

Det var konen – Liselotte – der gjorde det største indtryk på 68-årige Steen Fallesen.
»Jeg blev så rørt over, hvordan konen nussede og pudsede om ham,« siger han og beskriver situationen:
»'Sidder du ordentligt? Er det for varmt? Skal du have trøjen af? Skal du have den på?' Hun tog sig virkelig af ham. Deres kærlighed var så ægte, som det kan være. Det er der ingen tvivl om.«
Selv om han ikke havde tænkt sig at sige noget, blev Steen Fallesen så rørt over scenen, der udspillede sig på bænken ved siden af ham, at han var nødt til det.

»Da de rejste sig for at gå hen mod en taxi, kunne jeg ikke lade være med at sige 'Hun er dæleme god ved dig’.«
Kim Larsen vendte sig mod Steen Fallesen.
»Ja, og jeg tror sgu endda, hun elsker mig,« sagde han og smilede kækt tilbage.
Steen Fallesen kæmper selv med sukkersyge, psoriasis og en dårlig hofte. Han kunne genkende sig selv og sit eget forhold i den legendariske musikers forhold.

»Selvfølgelig gør Kim Larsen indtryk. Det gør han helt sikkert alle steder, han kommer, Men den dag var det konen, der løftede min dag op og satte vores liv i perspektiv,« siger han.
Steen Fallesen er i disse dage på ferie, hvorfor dagene har været brugt ved poolen med Kim Larsens hits i baggrunden hele dagen.
Han indrømmer, at han blev grådkvalt, da han fik nyheden.
»Når man er død, så er man væk, men han lever videre i sin musik. Det var den samme følelse, da Simon Spies døde. Der var ingen tvivl om, at et stort menneske havde forladt verden.«
Kim Larsen sov stille ind søndag morgen. Han var omgivet af sin kone og seks voksne børn. Han blev 72 år.