Kanye West er bange for, at nogen vil slå ham ihjel, efter konen Kim Kardashian blev røvet i Paris. Det fortæller rapstjernens stedbror til The Sun.

Der har ikke været meget information at hente om Kanye Wests indlæggelse, men nu har stedbroderen Hal Carmichael brudt tavsheden og fortalt om rapperens problemer.

»Ye (Kanye West, red.) er træt, han er såret, han føler sig forrådt, og han er sandsynligvis deprimeret,« siger Hal Carmichael i et eksklusivt interview med The Sun.

Grunden til Kanye Wests sørgelige tilstand er blandt andet et røveri i Paris mod Kim Kardashian, hvor hun blev truet med pistol af maskerede mænd, ifølge stedbroderen. Et røveri som ikke burde kunne ske, da hun havde vagter med sig. Vagter som var betalt for at beskytte Kim Kardashian, men ikke evnede at løse opgaven.

Det har angiveligt fået den populære og kontroversielle rapper til at frygte for familiens og sit eget liv.

Og tankerne har været så faretruende, at den 39-årige rapper blev indlagt på hospitalet 21. november, hvor han midt under en koncert pludselig smed mikrofonen og forlod scenen efter tre numre og et raserianfald.

»Det var chokerende at finde ud af, at han var kommet på hospitalet, men jeg vidste inderst inde hvorfor. Han er mentalt træt, fordi han arbejder så hårdt,« siger Hal Carmichael.

Stedbroderen fortæller desuden, at Kanye West ikke har holdt nogen pauser, siden han fik gang i karrieren. Så derfor rammer det ham nu. For han er kun et menneske, fortæller Hal Carmichael.

Nu kan 39-årige Kanye West dog se frem til at komme hjem til sin familie igen, da han er blevet udskrevet efter flere dages indlæggelse. Det skriver CNN.

Op til sin indlæggelse skrev flere medier, at Kanye West havde opført sig besynderligt, blandt andet under en koncert i Sacramento i Californien.

Efter at have spillet to numre valgte stjernen nemlig at holde en 17 minutter lang tale om sine holdninger til amerikansk politik. Det skriver CNN.

Kort tid inden hospitalsindlæggelsen valgte musikeren at aflyse resten af sin omfattende Saint Pablo-turné, der ellers var planlagt til at fortsætte frem til 31. december.

Kaney West har endnu udtalt sig om sit helbred. Rapperens svigermor, Kris Jenner, fortalte dog til magasinet Extra, at udmattelse var den primære årsag til indlæggelsen.

»Han er udmattet. Han er virkelig træt. Han har haft en opslidende turné, så han har brug for at hvile sig,« sagde Kris Jenner til magasinet Extra.