Folketinget får ikke mulighed for at sløjfe prins Joachims årpenge, også kaldet apanage, mens han studerer i Paris.

Det får ingen betydning for prinsen, at der er kommet ny regering i Danmark, siden han fik godkendt sit et år lange studieophold af Statsministeriet. Det skriver Statsministeriet i en e-mail til B.T.

Der står ellers i grundloven, at de kongelige ikke kan flytte til udlandet og modtage årpengene dér, medmindre de først får tilladelse af Folketinget.

Men Statsministeriet skriver til B.T.:

'Statsministeriet kan henvise til besvarelserne af 26. februar 2019 og 29. marts 2019 til Folketingets Retsudvalg af spørgsmål nr. 376 og 428. Som det fremgår heraf, opholder H.K.H. Prins Joachim sig i Paris med henblik på at deltage i et uddannelsesforløb i udlandet af midlertidig karakter'.

'Det fremgår endvidere, at et sådant ophold efter Statsministeriets vurdering ikke indebærer, at Folketinget efter grundlovens § 11, 2. pkt. skal meddele samtykke til, at prinsen fortsat modtager årpenge under opholdet.'

Karsten Hønge (SF) er dybt utilfreds med prins Joachim, som han mener opfører sig uansvarligt i sagen.

»Det er at presse systemet ud over kanten. Han burde om nogen udvise samfundssind og forståelse for sin rolle. Han er på overførselsindkomst, så dem, der betaler, skal have det godt med, hvad han bruger pengene på,« siger Hønge til B.T.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bliver modtaget af prins Joachim og prinsesse Marie ved en middag på rådhuset i Paris, Hotel de Ville, under Kronprinsparrets erhvervsfremstød i Paris, tirsdag den 8. oktober 2019. Kronprinsparrets besøg i Paris har især fokus på energi og sundhed. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bliver modtaget af prins Joachim og prinsesse Marie ved en middag på rådhuset i Paris, Hotel de Ville, under Kronprinsparrets erhvervsfremstød i Paris, tirsdag den 8. oktober 2019. Kronprinsparrets besøg i Paris har især fokus på energi og sundhed. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Hvis det virkelig er så vigtig en uddannelse, burde han klappe regningen af på forsvaret. Det må være deres prioritering, at han tager uddannelsen, så han kan bruge den bagefter,« siger Hønge, som ikke ønsker at svare på, om det skuffer ham, at den nye regering, med fløjkammeraten Mette Frederiksen som statsminister, dermed lægger sig i samme spor som Løkke-regeringen i sagen.

Prins Joachim blev tirsdag spurgt af en journalist, om årpengene skal være uforandret, når han bor i Frankrig. Det blev til et rungende ja fra prinsen.

»Ved De hvad. Jeg er på mission for Danmark her i Frankrig, og det her er ikke noget, man lige kommer cyklende til. Jeg har rigeligt at se til her,« svarede han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S), som er forsvarets øverste ansvarlige. Hun er ikke vendt tilbage.