2020 har ikke ligefrem været ønskeåret for den unge skuespillerinde Daisy Ridley.
Ikke kun på grund af coronapandemien, men også af karrieremæssige årsager. For selv om man har landet en rolle i en 'Star Wars'-film, er det ikke ensbetydende med, at tilbuddene bare vælter ind.
Sådan oplevede Daisy Ridley det i hvert fald.
Det fortæller hun i et interview med Entertainment Weekly.

»Mærkeligt nok var der ingenting, der kom igennem i begyndelsen af året. Jeg havde det sådan lidt: 'Aww! Ingen vil ansætte mig'. Og der var faktisk mange ting, jeg gik til audition hos i begyndelsen af året, men jeg fik ikke noget af det,« indrømmer Ridley.
Daisy Ridley kunne i månederne forinden ellers opleves i filmen 'Star Wars: The Rise of Skywalker', hvor hun stod højt på rollelisten.
Og selv om de manglende job kunne få sved på panden, indrømmer Daisy Ridley – set i bakspejlet – at pausen var god for hende.
»Da filmen blev udgivet, havde jeg det sådan: 'Åh, gud'. Det var sådan et stort kapitel. Og underligt nok, de sidste par måneder med ikke at have så meget, at blive tvunget til at tage den med ro, det var mentalt godt for mig, fordi Star Wars fyldte så ekstremt meget i mit liv.«
»Men jeg havde det øjeblik, hvor jeg tænkte 'Åh, gud!'. Men efterfølgende tænkte jeg også, at alt godt kommer til dem, der venter.«
Daisy Ridley har efterfølgende kunnet tilføje yderligere jobs til sit skuespiller-cv.
I 2021 kan hun opleves i science fiction-filmen 'Chaos Walking', hvor hun spiller en af hovedrollerne.
Filmen forventes at have premiere i USA i begyndelsen af næste år.