Den britiske skuespiller og stemmecoach Andrew Jack er død af coronavirus. Han blev 76 år.

'Star Wars'-skuespilleren døde alene på et hospitalt i Surrey, England, da hans kone er i karantæne i Australien, melder flere internationale medier, blandt andet CNN.

»Hun havde ikke mulighed for at se eller tale med ham i den sidste del af hans liv, og der er en risiko for, at der ikke bliver holdt en begravelse,« fortæller Andrew Jacks agent Jill McCullough.

Andrew Jack har arbejdet som stemme- og dialektcoach på flere store produktioner som 'Guardians of the Galaxy', 'Ringenes herre', 'The Avengers' samt den kommende 'Batman', som han netop havde afsluttet.

Andrew Jack (th.) i rollen som General Ematt.
Andrew Jack (th.) i rollen som General Ematt. Foto: Disney
Vis mere

Her hjalp han skuespillerne med at opnå den rigtige dialekt til filmen.

Men han har også selv medvirket i flere af de nyeeste 'Star Wars'-film, hvor han både arbejdede bag kameraet, lagde stemme til karakteren Moloch i 'Solo: A Star Wars Story' og spillede Caluan Ematt i 'The Force Awakens' og 'The Last Jedi'.

På sine sociale medier skriver hans kone, Gabrielle Rogers, at hun følte, hun var hos ham i den sidste tid, selvom hun fysisk befandt sig i Australien.

'Han havde ikke smerter, og han sov stille ind vel vidende, at hans familie 'var der' sammen med ham.'