Den tidligere Spice Girl Melanie C oplevede for nylig, hvordan det var at frygte for sin datters ve og vel.

»Det har været rigtig hårdt for børnene (under corona-nedlukning, red.). De er tilbage i skole nu, men da de ikke var i skole, var det virkelig hårdt at se deres motivation blive mindre og mindre. Bare det at få min lille pige til at gå en tur eller at få hende til at lave noget hjemmearbejde. Jeg føler, at hun var ved at få en depression,« siger Melanie C til B.T.

Den 46-årige stjerne, der er mor til datteren Scarlett, har selv oplevet, hvordan det er at miste lysten til at stå op om morgenen. At miste lysten til at få noget ud af livet.

I starten af 00'erne kæmpede hun nemlig med først en spiseforstyrrelse og siden en depression. Sygdomme, hun skulle have professionel hjælp til at overkomme. Heldigvis slap datteren lettere ud af sit tungsind.

Melanie Chisholm håber, hun kan afholde sin koncert i Danmark, som er planlagt til at finde sted i maj.
Melanie Chisholm håber, hun kan afholde sin koncert i Danmark, som er planlagt til at finde sted i maj. HENNING KAISER

»Så startede de i skole igen, og så var det bare, som om hun blev sit gamle jeg. Det var virkelig bemærkelsesværdigt. Børn har brug for socialisering og en smule struktur og rutiner. Så det var virkelig en svær periode.«

Sangerinden er heller ikke tilbageholdende med at erkende, at deres hjem til tider blev hektisk under corona-nedlukningen. Hveranden uge boede foruden sangeren selv, hendes kæreste, Joe, den 11-årige datter, Scarlett, også kærestens to børn på 11 og 14 år, og det tit blev hektisk.

»Og det med, at alle er samlet under ét tag. Det er bare ikke normalt. Det er ikke naturligt.«

Melanie C griner højt, da hun kommer med sin indrømmelse. Og endnu én følger fra sangerinden, hvis fulde navn er Melanie Jayne Chisholm. Også leveret med et højt grin.

»Man bør slet ikke være så meget sammen med sine børn, det er altså ikke helt rigtigt,« siger hun.

Melanie C fortæller, at hun er et bedre sted i sit liv nu, end både dengang hun kæmpede med psykisk sygdom, men også i forhold til sine 30'ere. Det var et årti, der bød på store rutsjeture for stjernen.

»Jeg tror, jeg var 35 år, da jeg fik min lille pige. Så i midten af mine 30'ere var der de år, hvor jeg bare var i gang med at opfostre et spædbarn og senere en tumling. Og så var der bruddet med hendes far, så det var både en tid med meget positive perioder, og så var der også nogle år, hvor der var sværere ting, der skulle håndteres,« siger hun og uddyber:

»I slutningen af 30'erne var jeg single for første gang i 10 år, og det var virkelig sjovt. Det var fantastisk. Jeg værdsatte de to år, før jeg mødte min nye partner, og jeg satte pris på at kunne tage ud med mine venner og blive fuld og have det sjovt.«

Spice Girls i 2015.
Spice Girls i 2015. LEON NEAL

Sangerinden fortæller, at selv om der selvfølgelig er nye udfordringer, som skal håndteres i hendes liv, som det er nu, og kroppen værker om morgenen, så er hun et godt sted i livet.

»Jeg føler mig mere tilfreds, mere afslappet og mere komfortabel med at være den, jeg er.«

Sangerinden har i starten af oktober udgivet et solo-album med den personlige titel 'Melanie C', og nu drømmer hun om at komme ud på landevejene for at dele det med sine fans.

»Jeg bliver simpelthen nødt til at komme ud og optræde med det her album. At jeg ikke kan det er ved at tage pippet fra mig.«

Der venter en dansk koncert i maj, hvis den ikke bliver aflyst på grund af corona. Hun håber at kunne give besked til fans hurtigst muligt, lyder det.