Det kom som et chok for mange, da nyheden om, at superstjernerne Jennifer Lopez og baseballstjerne Alex Rodriguez angiveligt var gået fra hinanden, ramte medierne.
Men nu virker det til, at parret måske alligevel forsøger at klinke skårene.
I hvert fald er Alex Rodriguez fløjet til den dominikanske republik, hvor Jennifer Lopez er ved at optage en film, skriver TMZ.
Mediet skriver, at det har fået bekræftet oplysningen.

Samtidig har A-Rod, som Rodriguez kaldes, postet en video på de sociale medier, hvor han har ‘tagget’ Lopez, og hvor han skriver:
‘Glædelig mandag. Ny uge. Ny dag. Fremad. Opad’.
Dertil kommer, at A-Rod fortalte en fotograf lørdag, at han ikke er single, mens både han og Jennifer Lopez angiveligt har fortalt TMZ, at de ‘arbejder på at komme igennem nogle ting’.
Mediet skriver desuden, at A-Rod har været af sted til Den Dominikanske Republik med få ugers mellemrum al den tid, hvor Lopex har filmet der.

Det var kendismediet Page Six, der afslørede, at det berømte par var gået fra hinanden efter fire år sammen. Angiveligt havde de definitivt aflyst det bryllup, som ellers tidligere er blevet rykket flere gange grundet coronaepidemien.
51-årige Jennifer Lopez har været gift tre gange tidligere. I 1997 blev hun gift med tjeneren Ojani Noa, men ægteskabet holdt kun et år. Derefter var hun gift med skuespilleren Chris Judd i to år fra 2001 til 2003.
I 2004 havde hun dog bedre held med ægteskabet, da hun giftede sig med sin ven, popsangeren Marc Anthony. Det ægteskab varede i ti år, og parret fik sammen tvillinger i 2008. En søn og en datter.
Jennifer Lopez har desuden tidligere været kærester med Ben Affleck.




