Soulshock har boet fast i Los Angeles i over tyve år. Alligevel lokker hjemlandet. Og nu fristes Soulshocks 11-årige søn Nikolaj også af drømmen om Danmark.

Nikolaj Schack er nemlig med øjeblikkelig virkning blevet tilbudt en plads på FCKs ungdomselitehold. Og nu står far og søn derfor med et ben i hvert land/lejr.

»Jeg ved godt, at det ville være dumt at lukke butikken her i LA. Det går nemlig forrygende,« siger Soulshock. Men han tilføjer hurtigt.

»Men, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner Danmark. Og hele oplevelsen i forbindelse med Maxées død har givet mig fornyet respekt for det danske system og den danske befolkning. I Los Angeles er meget styret af frygt. Fordi der ikke er det store sikkerhedsnet, styres mange af en slags paranoia – de skal bare tjene penge for at overleve. Og efter at have været meget hjemme i Danmark i løbet af sommeren, er jeg blevet mindet om, hvor dejligt trygt, der er i Danmark,« siger Soulshock, der selvfølgelig er både glad og imponeret over sønnens fodboldtalent og mulige fremtid hos FCK.

»Nikolaj elsker virkelig også Danmark – ligesom jeg. Inde hos FCK var de bare så søde og hjælpesomme. Og da vi kom hjem til Los Angeles, sagde han faktisk: ’Nå, far. Nu skal jeg igen til at kigge mig over skulderen hele tiden’. Det er jo lidt uhyggeligt, når den slags kommer fra en 11-årig dreng.«

Men tvivlen behøver ikke at vare ved. Soulshock og hans musikpartner Karlin har nemlig en plan.

»Siden vi forlod Danmark, er der dukket så meget talent op. Og vi overvejer faktisk at oprette et dansk firma, hvor vi vil specialisere os i at slå bro imellem danske og amerikanske talenter – Og på den måde give nye danske navne de samme muligheder, som vi har haft,« siger Carsten Schack