Det er seks år siden, den danske mesterproducer og 'X Factor'-dommer Carsten Schack alias Soulshock mistede sin kone 'Maxee' ved en tragisk ulykke. Og først nu er han kommet helt ud af mørket.

B.T. får en eksklusiv snak med den åbenhjertige og nu igen travle dansker.

»Hvis du spørger mig, hvor jeg var henne de første tre år efter 'Maxees' død, så bliver jeg dig svar skyldig. Jeg aner det simpelthen ikke. Jeg ved bare, at Nicolaj og jeg var sammen døgnet rundt,« siger Soulshock om tiden efter ulykken, hvor han var alene med sin søn, Nicolaj.

I deres hjem i Los Angeles faldt 'Maxee' på terrassen, slog hovedet og skar sig på skår fra et glas. Soulshock kom hjem og fandt sin blødende hustru. Og mens ambulancen via de smalle veje fandt vej til parrets hjem i Hollywood Hills, kæmpede Soulshock for at redde 46-årige 'Maxees' liv.

Carsten Soulshock modtager sin familie i lufthavnen.
Carsten Soulshock modtager sin familie i lufthavnen. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Når du bogstaveligt talt har siddet med din blødende hustrus liv i dine hænder, så kan tingene ikke blive meget værre. Det er vel det ultimative traume. Og derfor har tabet også gjort mig til et stærkere og – tror jeg selv – et mere omsorgsfuldt menneske.«

»Hvis venner før i tiden fortalte mig, at de havde det skidt, så var jeg mest typen, der bare bad dem komme videre. I dag har jeg fået langt større respekt og forståelse for andre folks følelser og smerte.«

Mens 'Maxee' forblødte på terrassen, sov parrets dengang tiårige søn, Nicolaj, i sit værelse på husets første sal.

I årene, der fulgte, har sønnen derfor kæmpet med en stor skyldfølelse. Og det er blandt andet her, Carsten Schack og Nicolaj har hjulpet hinanden.

Soulshock er pavestolt af sin søn, Nicolaj. Her til optagelsesprøve hos FC Barcelona.
Soulshock er pavestolt af sin søn, Nicolaj. Her til optagelsesprøve hos FC Barcelona. Foto: Privat
Vis mere

»Han bebrejder sig selv for ikke at have reddet sin mor. Og jeg har selvfølgelig kæmpet med lignende skyldfølelse på egne vegne. Det har bragt os utroligt tæt på hinanden. I de første tre år arbejdede jeg måske 20 procent af det sædvanlige. Og det har også gjort os meget beskyttende over for hinanden. Hvis jeg således bare har tænkt på, at han og jeg skulle rejse til Danmark under coronakrisen, så giver Nicolaj mig dét her blik: 'Hey, jeg har allerede mistet én af jer. Lad være med det.'«

Da B.T. talte med Soulshock i 2018, insisterede han på, at alt var i orden. Men i bakspejlet indser den enlige far nu, at han levede en løgn.

Den mørke dag 28. februar 2015 sad stadig dybt i Soulshock. Han lå stadig vågen om natten. Mens Nicolaj var i skole, blev mange dage brugt på sofaen uden mål. Og først i dag – seks år efter tragedien – er Soulshock tilbage på banen.

»Jeg har det faktisk skidehamrende godt,« siger Soulshock på syngende aalborgensisk. Og denne gang er der ingen tvivl. Livet og lykken har fundet sin vej tilbage i Soulshocks tilværelse.

Soulshock er faldet godt til huset, der før tilhørte Drew Berrymore.
Soulshock er faldet godt til huset, der før tilhørte Drew Berrymore. Foto: Nicolaj Schack
Vis mere

Side om side med partneren Kenneth Karlin er Soulshock tilbage i studiet sammen med superstjernen Chris Brown. Og der er også ligefrem blevet tid til at date.

Han har mødt flere kvinder. Men Soulshock har ikke travlt med at finde en ny fast partner. Og som enlig far har han også opdaget en helt ny side af sig selv.

»Jeg gik ud sammen med den her virkelig søde kvinde, der også selv havde et barn. En dag så jeg hende rette på Nicolaj, og så hørte jeg mig selv sige 'hey, det skal du ikke blande dig i. Nicolaj ved godt, hvordan man opfører sig'. Det er lidt mere kompliceret som forælder.«

Det er i år 27 år siden, Soulshock forlod Danmark. Og fremtiden kan meget vel inkludere endnu et stort flyt.

Soulshocks søn, Nicolaj er fyldt 16 år
Soulshocks søn, Nicolaj er fyldt 16 år Foto: Carsten Schack
Vis mere

Ligesom mange andre i USA er Soulshock ikke ligefrem begejstret for USAs netop afgåede præsident, Donald Trump.

»Det bragte virkelig landets grimme side frem i lyset. Og hverken Nicolaj eller jeg føler os længere helt hjemme i USA. Som 16-årig og med 'Maxee' (der var en sort amerikaner, red.) som mor kan det være specielt svært for Nicolaj. Racismen er stor. Så det kommer i høj grad an på ham.«

Siden han var helt lille, har Nicolaj Schack vist stort talent for fodbold – eller 'soccer' på den anden side af Atlanten. Selveste FC Barcelona har vist stor interesse for det nu 16-årige og – ifølge farmand – ualmindeligt langbenede talent.

Og hvis det helt rigtige tilbud kommer, så vil far og søn med glæde flytte til Spanien, Frankrig eller måske Danmark.

BT Hjemme hos Carsten Soulshock i Los Angeles
BT Hjemme hos Carsten Soulshock i Los Angeles Foto: Christina Pedersen
Vis mere

Hjemme i Danmark er der nemlig også brug for Carsten Schack.

For tre år siden døde Soulshocks mor. I dag starter dagen i Los Angeles derfor med et opkald til faderen hjemme i Aalborg.

»Ja, det lyder måske som den gode søn, der ringer til sin gamle far. Men tro mig, det er lige så meget for min egen skyld. Familien betyder alt,« siger Soulshock.

Far og søn - Carsten og NIcolaj Schack.
Far og søn - Carsten og NIcolaj Schack. Foto: Carsten Schack
Vis mere