Kærlighed og jalousi kan få mennesket til at gøre de vildeste ting.

Det stod klart, da B.T. mandag var på den røde løber forud for forpremieren på Netflix-filmen 'Kærlighed for voksne'.

I den psykologiske thriller spiller Sonja Richter og Dar Salim ægteparret Leonora og Christian, hvis forhold udvikler sig fra perfekt til decideret livsfarligt, da Leonora tager sin mand i at have en affære på arbejdet.

Både Leonora og Christian tager nemlig drastiske midler i brug for at få, hvad de vil have, lyder det i omtalen af filmen.

Og virkelighedens Sonja Richter har da også gjort noget, som var en kende drastisk, da hun som 14-årig oplevede at blive forladt til fordel for en anden.

»Han malede graffiti, og så tog jeg graffitidåser og skrev på alle hans vægge i hans lejlighed. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skrev. Jeg kan bare huske, jeg tog en sort spraydåse og skrev ting på hvide vægge,« siger hun.

Hvordan ekskæresten reagerede, da han kom hjem og så hærværket, har hun ingen anelse om.

»Jeg snakkede ikke med ham efter det,« siger hun med et undskyldende smil.

Sonja Richter til premieren på 'Kærlighed for voksne'.
Sonja Richter til premieren på 'Kærlighed for voksne'.
Vis mere

Også tv-vært Pelle Hvenegaard har oplevet at være i sine følelsers vold i teenageårene.

»Jeg er ikke stolt af det, og så jeg har delvist slettet det fra hukommelsen, men jeg er engang gået fuldstændigt balalajka og har kylet en Ribena-glasflaske mod en væg og smadret den. Jalousi er den værste følelse, men det handler jo i overvejende grad om ens egen usikkerhed – og den har jeg heldigvis fået arbejdet mig rimelig meget ud af,« siger han.

Til gengæld er han stolt af det vildeste, som kærligheden nogensinde har fået ham til: at overraske sin hustru med, at hun skulle giftes. Lige nu og her.

»Vi skulle adoptere, så vi vidste, at vi skulle giftes. Hver gang vi var ude i verden, håbede hun hele tiden, at jeg ville fri – men det er jo omsonst, når man ved, man skal giftes.«

Så under påskud af, at de skulle fejre hans egen 37-års fødselsdag, dækkede de op til fest i Pelle Hvenegaards fars have. Men da gæsterne kom, gik tv-værten på knæ for sin Caroline Gullacksen. Og en time senere kom borgmesteren og viede dem.

»Vi havde begge været gift og prøvet et kirkebryllup, så det havde hun ikke behov for. Vi havde også længe talt om, hvordan vi ville holde vores bryllup, og hvem der skulle med, så alt var afstemt med hendes ønsker.«

Også musiker og tidligere 'Gulddreng' Malte Ebert kommer til at tænke på en overraskelse, når han skal pege på det vildeste, han har gjort for kærligheden. I dette tilfælde for kæresten Sophie Lundsfryd.

»På Sophies første fødselsdag havde jeg planlagt en overraskelsesdag, hvor vi skulle ud at flyve i et propelfly, ud at spise og lave en masse spændende ting. Det er jo noget, man gør, når man er nyforelsket og planlægger meget mere, end man overhovedet behøver, fordi man gerne vil gøre den anden person glad.«

Også skuespiller Thure Lindhardt historie inkluderer et fly:

»Jeg var på arbejde i Norge og var meget meget forelsket, så jeg fløj spontant hjem til min elskede og var der i otte-ti timer, og så fløj jeg tilbage. Det blev taget rigtig godt imod – vi elsker stadig hinanden højt,« siger han.

Pernille Vermund og Claus Bretton-Meyer til premieren på 'Kærlighed for voksne'.
Pernille Vermund og Claus Bretton-Meyer til premieren på 'Kærlighed for voksne'. Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, nævner til gengæld det at få børn som det største, hun har gjort for kærligheden.

»Det er så også den største kærlighed, jeg har oplevet efterfølgende. At have børn er større end noget andet,« siger politikeren, der har tre børn fra et tidligere forhold, men som for nylig er flyttet sammen med den tidligere direktør for DBU Claus Bretton-Meyer.

Hør flere historier i videoen over artiklen.