Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En af Danmarks første barnestjerner – Sonja fra Saxogade – er død.

Pigen fra de ydmyge Vesterbro-vilkår blev spillet af Sonia Maria Sander, der lørdag blev bisat fra Hans Tausens Kirke på Islands Brygge i København.

Det bekræfter hendes bror over for B.T. Hun blev 61 år.

I den ikoniske børne-tv-serie, der første gang blev vist på DR i 1968, fik børn og voksne et sort-hvid indblik i den slagfærdige Vesterbro-piges liv på stenbroen sammen med to søskende, Heidi og Bjarne, samt den enlige mor, Norma, der blev spillet af Jytte Abildstrøm.

Den meget populære tv-serie om den lyshårede pige med brillerne er siden blevet kult og har blandt andet sat sit aftryk i både en café og forretninger i kvarteret omkring Saxogade på Vesterbro.

Men for hovedpersonen selv blev det mere tilbagetrukne liv som voksen ikke ubetinget en dans på roser.

Det erkendte Sonia Maria Sander, der som barnestjerne hed Jacobsen til efternavn, blandt andet for et par år siden i et interview med ugebladet Ude og Hjemme.

Her fortalte hun åbenhjertigt om tre forliste ægteskaber, tabet af en lillesøster og en hverdag som førtidspensionist i kørestol i en lejlighed på Amager.

»Mit liv har været, som det nu har været. Men jeg vil da sige, at der er to år, jeg godt kunne have undværet,« lød det i 2017 fra Sonia, der blandt andet også havde været indlagt på et tidspunkt efter en alvorlig depression.

Sonia Maria Sander uddannede sig både som sygehjælper og socialrådgiver. Hun efterlader sig en datter og tre børnebørn.