Tv-værterne Sofie Linde og Joakim Ingversens lille datter blev døbt denne weekend. Den lille pige fik navnet Trine.

Det fortæller den stolte mor selv på Instagram, hvor hun har lagt et dejligt foto op af sig selv og sin datter.

'Trine Linde Ingversen,' skriver Sofie Linde under billedet af sig selv og sin syv måneder gamle datter uden for kirken.

Det populære tv-par blev forældre i begyndelsen af 2018, og Sofie Linde fødte lige før live-programmerne i 'X Factor' gik i gang.

Derfor kunne den snart 29-årige nybagte mor ikke selv stå i spidsen for de første af talentshowets direkte udsendelser. Heldigvis for hende trådte gemalen til i stedet og klarede værtstjansen for hende, mens hun selv var hjemme ved den lille ny.

Værtsparret blev gift lige før jul sidste år, og de har også lige købt hus.

I et interview med Alt for damerne sagde Sofie Linde sidste år, at Joakim i begyndelsen slet ikke var hendes type.

»Jeg har altid sagt, at min kæreste skulle være fra Jylland, lave noget andet end mig og have brunt hår. Og så møder jeg en lyshåret mand fra Sjælland fyldt med tatoveringer, der laver det samme som mig. Alt det, jeg ikke ville have. Og jeg har aldrig været gladere.«