Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Fra 21. august indtager Sofie Østergaard værtsrollen i søndagens tv-gudstjeneste på DR.

Det blev tirsdag afsløret, da DR holdt pressemøde, hvor efterårets kommende kulturprogrammer og satsninger blev præsenteret.

Selvom Sofie Østergaard har flere værtstjanser i bagagen, blandt andet fra underholdningsprogrammet 'Versus', børnenes MGP, og 'SommerSummarum', så er denne type program ganske nyt for hende.

Ikke desto mindre glæder den 40-årige vært sig til, at det går i luften.

Sofie Østergaard.
Sofie Østergaard. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg synes virkelig, det er et privilegium at få lov til at være vært på et program, hvor der er tid til samtale. Tid til at tale med folk. Det tror jeg, de fleste værter virkelig gerne vil,« fortæller hun til B.T. og tilføjer:

»Det er i virkeligheden det, jeg gerne vil som vært: Have den samtale, hvor man måske kan dykke lidt længere ned end bare overfladisk og få nogle rigtig gode og længere samtaler om de ting, der er vigtige.«

Sofie Østergaard er både døbt og konfirmeret, men er ellers ikke religiøs som sådan. Det ser hun som en fordel, da hun på den måde har mulighed for at stille mere umiddelbare spørgsmål.

»Det glæder jeg mig rigtig meget til – med den nysgerrighed, jeg har, at kunne prøve at sige: 'Hvordan kan vi tage det her og sætte ind i en kontekst, som er mere nutidig, og som rører os allesammen i hverdagen?',« forklarer hun.

»Jeg tror ikke nødvendigvis, det er en ulempe, at jeg ikke har så meget styr på stofområdet, som de tidligere værter har haft. Vi vil jo ikke tage den viden ud – vi placerer den bare ved præsten, som også er der – og så kan jeg spørge mere frit ud fra oplevelsen.«

Da Sofie Østergaard havde sagt ja til at blive ny vært for programmet, sneg der sig dog en lille bitte bekymring ind.

Hun var nemlig spændt på, hvad folk ville tænke om, at man vælger en vært for gudstjenesterne, som ikke selv er kristen – om folk ville se noget forkert i det.

»Men det tror jeg simpelthen ikke, der kan være nogle, der gør. For hvis jeg kan være med til at gøre det relevant for endnu flere mennesker, så kan jeg kun se, at det kan være en rigtig fin måde at gøre det på,« fortæller Sofie Østergaard.