Fredag efter fredag har Sofie Linde med vittige kommentarer og store smil sikkert ført seerne igennem 'X Factor'-universet.

Den sikre attitude er bundsolid. I hvert fald for det meste. Selvom hun normalt ikke bliver nervøs, har værten nu for alvor prøvet, hvad det vil sige at være bange, inden man skal på scenen.

Det var hun nemlig inden premieren på sit show 'Linde på Bjerget', skriver TV 2.

Oprindeligt skulle showet have heddet 'Linde og Breinholt', men både titel, show og den første plan gik i vasken. Noget, der var med til at fremprovokere flere dårlige nerver.

Sofie Linde ved TV 2-pressemødet for 'X Factor' i august.
Sofie Linde ved TV 2-pressemødet for 'X Factor' i august. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Sofie Linde skulle, som den første titel måske afslører, have lavet showet sammen med tv-vært Anders Breinholt, men da han var overbelastet med arbejdsopgaver, sprang han fra sent i forløbet.

En nødplan skulle stables på benene, og her kom skuespiller Rasmus Bjerg ind i 11. time. Et nyt show blev skabt på 14 dage, og der blev knoklet i døgndrift.

Derfor var der sved på panden, da første show-dag oprandt.

»Det er normalt ikke mig, der skal stå med røven i klaskehøjde. Men her var det noget andet. Jeg opdagede, hvor blufærdig jeg trods alt var. Og at jeg trods alt havde grænser,« siger hun til tv-stationen

For hende var det en ting, hun ikke havde prøvet før – at nerverne spillede hende et pus.

Både i 'X Factor's liveshow og under eksamener har hun tidligere altid haft det helt fint.

Denne gang kunne hun dog mærke benene ryste og nervøsiteten tage over.

Det lykkedes dog – trods nerver og rystende ben – at komme i gang med showet, og efter 24 forestillinger følte hun sig helt tryg på den scene, der havde givet så meget angst. Nu er hun kommet ud på den anden side med en styrket tro på egne evner.