Sofie Linde er tilsyneladende ikke vært på 'X Factor', fordi hun har et realkreditlån at betale og en familie at brødføde.

De penge, hun tjener på at være en af landets mest populære tv-værter, er nemlig blot en slags lommepenge, må man forstå på et nyt interview med Eurowoman, hvor hun afslører, at hun kan leve af sin Instagram-profil alene.

Her har hun i skrivende stund 661.000 følgere, som både bliver forkælet med polerede outfit-billeder og filterløse videoer fra et liv som småbørnsmor til to.

Herudover har hun profilen 'lindes_hus', hvor 175.000 følgere følger med i renoveringen af hendes og ægtemanden, Joakim Ingversens, hus såvel som det nyerhvervede sommerhus på Langeland.

Sofie Linde med sin mand, Joakim Ingversen.
Sofie Linde med sin mand, Joakim Ingversen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Fælles for begge profiler er, at de krydres med sponsorerede opslag, som den 32-årige tv-vært og influencer får en slat penge for. Altså en så stor slat, at hun i princippet ikke behøver arbejde som tv-vært for at betale regningerne.

»For mig er det en kæmpe frihed, at jeg kan leve af min Insta-profil. Det betyder, at jeg ikke er afhængig af en chef eller en tv-kanal. Jeg er ikke nødt til at gøre noget, fordi jeg er fastansat. Det er den vigtigste magt for mig. Hvis de pludselig synes, at jeg er for grim eller for dum, så har jeg mit eget sted,« siger hun til Eurowoman og fortsætter:

»Og så gør jeg mig umage med, hvem jeg samarbejder med. Jeg vil ikke underminere min troværdighed. Det skal give mening, og der skal være en god stemning. Jeg har en regel om, at jeg ikke må tænke mere end 30 sekunder over noget, jeg poster. Der skal være en enkelhed og spontanitet i det.«

Foruden sine to Instagram-profiler optræder Sofie Linde i reklamer for McDonald's, er vært på webformatet 'Tæt Talks' for Matas og laver madlavningsvideoer for børn hos Arla.

Sofie Linde er igen vært på 'X Factor', hvor Martin Jensen, Kwamie Liv og Thomas Blachman udgør dommertrioen.
Sofie Linde er igen vært på 'X Factor', hvor Martin Jensen, Kwamie Liv og Thomas Blachman udgør dommertrioen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Herudover kan hun til maj ses i anden omgang af forestillingen 'Linde på Bjerget', som hun laver med entertaineren Rasmus Bjerg.

Siden 2016 har hun været vært på 'X Factor' – kun afbrudt af en barsel i 2021, hvor Lise Rønne tog over for en enkelt sæson.

I interviewet med Eurowoman fortæller Sofie Linde desuden, at hun altid overvejer, om den netop overståede 'X Factor'-sæson skal være hendes sidste, men at der kun går et par måneder, før hun savner kollegaerne og hele produktionen.

Andre læser også