Sofie Linde har netop afsløret på scenen til 'Zulu Comedy Galla', at hun er gravid og venter en lille pige.

Den 30-årige tv-vært styrer i år slagets gang på scenen i Københavns Opera, og efter et intro-show, hvor hun blandt andet sammen med Frederik Cilius fra 'Den korte Radioavis' lavede sjov med corona, afslørede hun pludselig, at hun er gravid.

»Jeg venter en lille pige,« lød det glad fra Sofie Linde, som trak op i sin kjole og viste maveskind.

Hun brugte herefter sin taletid på at afsløre en #Metoo-oplevelse.

Sofie Linde på scenen ZULU Comedy Galla 2020.
Sofie Linde på scenen ZULU Comedy Galla 2020. Martin Sylvest

Da hun var 18 år gammel, var der en stor tv-personlighed, som tog fat i hendes arm og sagde, at hvis ikke hun gik med ud på toilettet og 'suttede hans pik', så ville han ødelægge hendes karriere.

Herefter kiggede hun direkte ind i kameraet og sagde til personen: »Du ved godt, hvem du er, jeg sagde nej, og det gik jo godt alligevel.« Herefter sprang det med konfetti.

Det er første gang, at Sofie Linde, der normalt står på scenen i 'X Factor', er vært på 'Zulu Comedy Galla'.

Hendes mand, tv-vært Joakim Ingversen, som hun i forvejen har datteren Trine med, sidder blandt publikum i salen til at bakke op.