Sofie Gråbøl hadede hvert sekund af sin kemobehandling mod brystkræft. Man kan ikke ’kæmpe og vinde over kræft’, siger hun. Man kan bare holde ud. Og det gjorde hun - alene
Der gik en uge, før hun fortalte det til sine to børn. At hun havde brystkræft. At hun skulle opereres og gennem et kemoforløb, der sender gift ind i kroppens celler. At hun havde fået konstateret en sygdom, hun kunne risikere af dø af.
Det er et år siden, Sofie Gråbøl stod frem og fortalte, at hun i 2012 fik konstateret brystkræft. Den 46-årige skuespiller er helbredt og tilbage på scenen, og nu fortæller hun for første gang åbent om det opslidende forløb, der på én gang har gjort hende taknemmelig og skuffet over livet.
Det sker i et stort interview i Berlingske søndag.
Det var i forbindelse med en ’Knæk Cancer’-kampagne, at Sofie Gråbøl i fjor stod frem med sin kræftsygdom. Selv betegner hun ikke sygdommen som en kamp, man kan vinde. Tværtimod.
- Jeg synes ikke, jeg har været tapper. Jeg synes ikke, man kæmper, når man har kræft. Jeg synes, at jeg holdt ud. Det handlede om at holde hovedet oven vande. Det betød også, at jeg satte mig i sådan en mærkelig skyggetilværelse, hvor jeg stod op om morgenen og tegnede nogle øjenbryn på, der ikke var der, satte en paryk på hovedet, fulgte mine børn i skole og gik ned og købte ind. Jeg gjorde alt det, jeg plejer at gøre, men jeg følte, at jeg spillede en rolle som et menneske, der slet ikke eksisterede mere, fortæller Sofie Gråbøl i Berlingske.
Gik i chok
Da hun fik beskeden om brystkræft, gik hun i chok. Derfor gik der også en uge, før hun inddrog sine to børn, som hun er alene med, i sin skæbne. Hun beskriver det som en krisesituation i en flyvemaskine: Tag din egen maske på, før du hjælper andre.
I det hele taget besluttede den populære og prisbelønnede skuespiller sig for, at hun ville gå igennem sit kræftforløb så alene som muligt.
- Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for fred og ro. Jeg havde brug for at gøre min verden meget lille og overskuelig. Jeg havde ikke kræfter til at stå ansigt til ansigt med hele verden. Egentlig havde jeg måske også lyst til at gå igennem sygdommen så rent som muligt. Jeg kunne ikke også rumme at skulle korrespondere med andres opfattelser af, hvordan jeg havde det, siger hun til Berlingske.
’Mount Kemo’
Men det blev sværere end som så. Hun døbte kemoforløbet ’Mount Kemo’ og så det som et bjerg, hun skulle bestige. På den anden side af bjerget ventede der en lang sej rejse i depression, fortæller hun ærligt.
- Det var næsten en følelse af at være en skygge, næsten et spøgelse, for jeg følte på en eller anden måde, at jeg var død. Mit liv, som jeg kendte det, min identitet var væk, sådan som jeg kendte mig selv, var jeg død.
Sofie Gråbøl hadede sit kemoforløb fra begyndelsen til slutningen. For det var kemoen, og ikke kræften, der gjorde hende syg.
- Jeg havde det sådan, hver gang jeg fik kemo, at jeg forrådte hele mit system. Det er jo gift. Cellegift, siger hun.
Selv om hun ikke føler, at hun har ’vundet over kræften’ er hun nu tilbage. I øjeblikket er hun aktuel i Edinburgh og London i en krævende teaterrolle på engelsk, hvor hun spiller Queen Margaret. Hun er blevet modigere, siger hun. Men også mere bange.
- På den ene side er jeg selvfølgelig blevet meget mere taknemmelig for mit liv og sætter meget mere pris på det. Jeg er klar over, hvad der betyder noget i mit liv.
På den anden side kan jeg også være gal og forbitret over, at det skulle overgå mig. Jeg er lige så skuffet over livet, som jeg er taknemmelig over det. Hvorfor skulle jeg udsættes for det? Angsten er også blevet større. Der er ikke kun tale om en udvidelse af det smukke, men også af det grumme. Det er både velsignet og forbandet på én og samme tid, siger hun i interviewet med Berlingske.
