Sørine Gotfredsen er sur. Meget sur. Faktisk så sur, at hun har skrevet en hel bog om, hvor sur hun er på danskerne.

I sin nye bog 'Den åndløse dansker' lufter teolog og journalist Gotfredsen sin utilfredshed over for danskernes manglende 'ånd'. Hun langer især ud efter mediepersonerne, der er med til at sætte dagsordenen i Danmark.

Til Politiken i dag lørdag uddyber hun sine frustrationer - først sin utilfredshed med Mr News Jes Dorph-Petersen, som hun ifølge Politiken kalder 'forfængelig' og 'utroværdig':

- Mange journalister er næsten billedet på den åndløse dansker, da de ikke er særligt uddannede. På den ene side har journalister lavt selvværd, fordi de vidensmæssigt er dårligt uddannede, men alligevel føler de sig magtfulde og i centrum grundet deres mange kendisbekendtskaber, som forøger selvtilliden, siger hun til Politiken.

Hun er også sur på den danske satire, som hun kalder amoralsk og lavkomisk:

- Tidligere gik komikerne efter magthaverne med den politiske satire, som var mere intelligent og skarp. I dag går de kun efter de svageste i samfundet, siger hun og fremhæver ifølge Politiken gamle kendinge som Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard som god satire.

Til sidst langer hun også ud efter børnefamilierne. De tager ikke ansvar for samfundet. Hun angriber blandt andet Thomas Helmigs hustru Rene Toft Simonsen for at have sagt at hun har fundet meningen med livet gennem sine børn:

- Rene Toft Simonsen må ikke isolere sine opgave i verden til sine egne børn. Man glemmer simpelthen sin pligt over for medborgerne og samfundet.

I Politiken får Jes Dorph og Rene Toft Simonsen lov til at give igen.

Jes Dorph siger hun skal holde op med at blande sig i alt. Rene Toft Simonsen griner bare over svadaen.

Andre læser også