»Jeg var godt gift med min ekskone og troede, jeg skulle være sammen med hende resten af mit liv, men …« lyder det fra Søren Sko, der så trækker på skuldrene.

»Så mødte jeg Malene.«

Malene Bak Frederiksen hedder kvinden, som den 58-årige sanger ikke tøver med at omtale som sin soulmate.

I Viaplay-programmet 'Syng min sang' fortæller han ærligt om den Amors pil, der ramte ham, da han i 2015 mødte Malene Bak Frederiksen. Igen.

De to havde faktisk mødt hinanden to gange tidligere. Men det var dér i midten af 2010erne, at Søren Sko følte en ubestridelig gnist.

»Jeg vidste bare med det samme, at det ikke kunne forsvinde ud af mit liv,« fortæller han i programmet.

Malene Bak Frederiksen og Sko/Torp-sangeren stødte første gang på hinanden på en bar i Aarhus i 1993. Hun var sød, havde Søren Sko tænkt.

Alligevel skulle der gå 11 år, før de mødtes igen. I mellemtiden var Søren Sko blevet far til to. Og han havde det desuden godt i sit parforhold.

Wafande, Søren Sko, Fallulah og Lucy Love besøger hinanden i 'Syng min sang' i denne uge. Programmet kan ses på Viaplay.
Wafande, Søren Sko, Fallulah og Lucy Love besøger hinanden i 'Syng min sang' i denne uge. Programmet kan ses på Viaplay.
Vis mere

Derfor skete der heller ikke yderligere, da deres veje krydsede hinanden i 2004.

Yderligere 11 år skulle der gå. Og så var den der.

»Så møder jeg hende igen, og så slår lynet bare ned. Og så skulle jeg træffe den sværeste og den bedste beslutning i mit liv, for jeg skulle jo ligesom hjem og fortælle, at jeg havde mødt en anden.«

»Jeg svulmede af kærlighed, men jeg brast også et eller andet sted. Det var virkelig svært,« fortæller han i 'Syng min sang'.

Understreger, hvorfor han ikke havde andet valg end at sige farvel til den kvinde, han i næsten 33 år havde dannet par med.

»Det var ikke sjovt. Det var virkelig ikke sjovt. For nogen. Men jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg leve halvt. Det er der ingen, der kan være tjent med heller.«

Søren Sko blev skilt. Og i september 2018 så gift igen.

Ved et globryllup i Frederiksberg Kirke sagde han 'ja' til Malene Bak Frederiksen. Sin soulmate.

Søren Sko.
Søren Sko. Foto: Viaplay/Anthon Unger
Vis mere

I dag er han glad. Glad for sit liv, for sin hustru og for den svære beslutning, han dengang måtte træffe, da han efter 33 års samliv gik fra sin ekskone.

»Man skal hele tiden huske at være tro mod sig selv. Man er det nærmeste, man har.«

»Jeg har tidligere i mit liv ikke altid fortalt sandheden. Ikke altid fulgt mit hjerte. Så jeg har helt sikkert truffet den svære, men rigtige beslutning.«

'Syng min sang' vises mandag til torsdag på TV3 klokken 20. Alle ugens afsnit ligger desuden tilgængelige på Viaplay.