Sangen har 23 år på bagen og er fortsat et yderst kendt hit i Danmark såvel som i udlandet.

Det er forretningsmanden Elon Musks seneste forslag et bevis på.

Vi taler om Aquas megahit 'Barbie Girl' fra 1997.

Elon Musk siger nemlig – med et glimt i øjet – at han i fremtiden gerne vil lave en coverversion af 'Barbie Girl'.

Det gjorde han onsdag, hvor den årlige 'Axel Springer Award' – en pris, som mediekoncernen under samme navn står bag – blev uddelt i den tyske hovedstad Berlin. Og vinderen i år, Elon Musk, blev onsdag hædret for prisen.

Undervejs i showet blev Elon Musk hevet op på scenen, hvor han blev spurgt ind til musik, som Musk også beskæftiger sig med. Det var så her, at Musk kom med det føromtalte forslag, som formentlig lyder lunt i mange danskeres ører:

»Det ville være ret sjovt at lave et cover af 'Barbie Girl' af Aqua. Kender du den sang?« spurgte Musk kvinden, han var på scenen sammen med, hvorefter de i fællesskab sang teksten.

Elon Musk slog herefter fast, at han ikke har noget med sangen at gøre. Men det forhindrede ham ikke i at komme med et interessant forslag:

Elon Musk.
Elon Musk. Foto: HANNIBAL HANSCHKE
Vis mere

»Jeg synes, det kunne være sjovt at lave et cover af 'Barbie Girl'. Med en cyber girl.«

»'I'm a cyber girl, in a cyber world. It's fantastic – in the future there's no plastic,« sang Musk til melodien af Aquas 'Barbie Girl'.

Forslaget er efterfølgende ikke gået ubemærket hen hos et af Aquas medlemmer, Søren Rasted, som på Instagram jublende skriver:

»Ja – det er ananas i egen juice, men det er fuckin Elon Musk,« skriver han med en efterfølgende hjerte-emoji.

Og Elon Musk er da heller ikke hvilken som helst.

Han er blandt andet administerende direktør i Tesla og SpaceX samt medstifter af PayPal og Zip2.

Ifølge mediet AriseNews gives Axel Springer-prisen for at ære en særlig person, som er innovativ på en ekstraordinær måde og er i stand til at skabe og ændre markedet.