Lyt til artiklen

15. august sagde Søren Pape klart og tydeligt, at han vil være Danmarks næste statsminister.

Og lige siden er næsten alt, der kan gå galt, gået galt.

Ekstra Bladet har afsløret Søren Papes daværende mand, Josue Medina Vasquez, i flere løgne, og det hele kulminerede, da den konservative formand kunne fortælle, at de to nu skal skilles.

Sagerne har kostet dyrt på Søren Papes troværdighed. I en nylig måling, som Megafon lavede for TV 2, var det kun 31 procent, der havde ham blandt de tre mest troværdige partiledere. Et tal, der i juni var oppe på 49 procent.

Og netop sin troværdighed – eller nu mangel på samme – måtte Søren Pape også forholde sig til, da han torsdag aften mødte op på den røde løber til teaterforestillingen 'The Producers' i Det Ny Teater i København.

Du var den politiker, der havde mest troværdighed, men det er du ikke længere. Der er nogen, der siger, at en politiker kun er så meget værd som sin troværdighed, så hvor meget er du værd som politiker lige nu?

»Det skal vælgerne have lov til at vurdere. Jeg tror, at troværdighedsmålingen handler om det, jeg har været igennem det sidste stykke tid, jeg tror også, at det handler om den skatteplan, vi har lagt frem.«

»Der var måske en masse røde vælgere, der godt kunne lide mig før, og nu finder de ud af, at 'ham kan vi godt nok ikke lide'. Det er, som det er. Det er vælgerne på valgdagen, der afgør om sådan en som jeg er troværdig.«