Skuespiller og komiker Søren Østergaard, der siden 1999 har lavet cirkus Nemo for voksne. Nu vul han også have fat i børnene.

Barnlige sjæle kan glæde sig til sommer, hvor Søren Østergaard starter ny børnecirkus i København og Aarhus. Ideen til cirkuset fik han for nylig, da en bekendt ville sælge ham et gammelt lærredstelt.

»Jeg kom til at købe det, og så tænkte jeg, at jeg måske kunne skabe et nyt cirkusunivers for børn,« siger skuespilleren.

Teltet måler ca. 12 gange otte meter og har plads til ca. 240 besøgende. Det nye cirkus  ’Zirkus Barnly’ har premiere den 26. juni i år og kommer til at spille syv uger sommeren over. Verdensstjernen og legekammeraten Captain Frodo, som Østergaard kender fra to tidligere sæsoner af Zirkus Nemo, kommer til at flyve ind fra Laz Vegas for at være en central figur i manegen.

»Børn lever sig jo virkelig ind i forestillinger og har det sjovt. Hvis voksne mennesker endelig er med, så er de ofte fulde, så på den måde glæder jeg mig til at prøve kræfter med at lave cirkus for børn,« siger Søren Østergaard, der karakteriserer sig selv som ’en barnlig sjæl’.

Skuespilleren kan endnu ikke løfte sløret for, hvad numrene i manegen helt konkret kommer til at gå ud på, da han stadig er ved at finde ud af, hvad børnehumor indebærer. Men han lover, at det bliver ’nyskabende’ og ’eksperimenterende’.

Foruden selve forestillingen kan børnene i dagtimerne medvirke i en såkaldt cirkusskole, hvor de f.eks. kan lære at jonglere, slå kolbøtter og andet artisteri.

Musikken i teltet er lagt i hænderne på trommeslager og multimusiker Henning Amstrup, kendt fra bl.a. De Nattergale. Du kan købe billetter via www.billetten.dk