Badet i sved vågnede Søren Hauch-Fausbøll op af et mareridt og blev enig  med sig selv om, at han måtte stoppe med at spille Bamse. Men siden har han accepteret sin skæbne som det gule bjørn.

Med mor i hånden

Her gik jeg med min mor Gertrud i hånden i Gudhjem på Bornholm. Hun var ledende laborant på Bornholms centralsygehus, og min far Poul var kunstmaler. Det var det, han levede for, men da han også skulle tjene penge, var han selvlært skolelærer i stort set alle fag. Vi boede i Rønne og holdt alle sommerferier i Gudhjem, hvor min far havde et atelier. Vi lejede huset ud til tyskere, og så kom taxachaufføren, der hed Bjerregaard, og hentede os. Vi pakkede bilen og kørte meget forsigtigt med 60 km/t de 24 kilometer til Gudhjem. Det tog en evighed, men det var som at komme til en anden verden, da vi nåede frem. Her var sol, strand, klipper og is. En bornholmer synes, det er langt at køre 24 km. Min far havde reolerne fyldt med bøger om teater og film og skrev selv absurde teaterstykker, som han instruerede og spillede med i. Han var 18 år ældre end min mor, og han døde for 25 år siden. Min mor er i dag 81 år og bor på Bornholm.

Stak af hjemmefra

Her spillede jeg en af mine første forestillinger. Det var på Rønne Teater som Tom i »Dyrene i Hakkebakkeskoven«. Både min mor og far var med i stykket, som var alternative forestillinger med absurd teater fra teatergruppen Aktus. Dengang havde jeg det med at gå mine egne ture, og jeg forsvandt af og til. Engang var alle i Gudhjem rundt i byen for at lede efter mig, men så var der en, der så en lille hvidhåret, krøltoppet dreng i rutebilen på vej til Rønne. Der var også en dag, hvor jeg havde besluttet mig for at cykle fra Rønne til Gudhjem på min trehjulede cykel, men efter to kilometer og en stejl bakke var det for hårdt, så jeg vendte hjem igen.

Fandt på løgnhistorier

Da jeg var skoledreng, lavede jeg ikke meget andet end teater. Jeg begyndte med at optræde i sandkassen i børnehaven, hvor de andre var halvt tvunget til at se på mig. Mine historier var så gode, at jeg næsten selv troede på dem. Engang fortalte jeg, jeg havde bygget en båd, og det synes pædagogerne var så spændende, at de skulle se den. Så var jeg nødt til at opfinde en løgnhistorie om, at den var blevet stjålet. Jeg begyndte i skole, og dengang var man også i skole om lørdagen. Der sad jeg oppe på katederet og fortalte historier, som jeg lige fandt på. Engang lod jeg som om, jeg var faldet i søvn, og da min lærer kom hen, gled jeg ned på gulvet, og de andre grinede. Derefter skulle jeg skrive ti sider med sætningen: »Jeg må ikke sove i timen«. Jeg havde også min egen teatergruppe med dukketeater, og vi spillede rundt omkring på Bornholm.

Kæreste i tre dage

Her i 1976 gik jeg i 1.g og var på interrail med pengekassen om halsen. Jeg var ret nærsynet, og når jeg optrådte, havde jeg ikke briller på. Derfor var jeg ikke nervøs, for jeg kunne ikke se publikum. Jeg var nok klassens klovn og var drengen med de store briller, som altid var ulykkeligt forelsket, både i gymnasiet og i folkeskolen. Den første kæreste havde jeg, da jeg var 18. Det varede tre dage. Først da jeg var 26, fik jeg en rigtig kæreste. Efter gymnasiet var jeg med til at danne den professionelle teatergruppe Ø-gruppen, der spillede op mod 150-200 forestillinger om året. Vi turnerede land og rige rundt i en Mercedes, som kommunen havde foræret os.

Punker

Instruktøren Sam Besekow så mig, da jeg var til optagelsesprøve for at komme ind på teaterskolen. Han spurgte mig, om jeg ville komme til casting til en Strindberg-forestilling på Det Danske Teater. Det endte med, at jeg i stedet fik rollen som ung punker i forestillingen »Drømmeland«.

Forfulgt af Bamse

Jeg spiller stadig den barnlige og egoistiske Bamse. Nu foregår det i Cirkus Summarum, som lige nu spiller i København og Aarhus. Jeg begyndte i 1982, og det varede i første omgang til 1993, hvor jeg havde et mareridt om, at jeg som Bamse blev skudt med et maskingevær, så blodet stod ud fra kroppen som et springvand. Da vågnede jeg op, badet i sved og tænkte, nu må jeg finde på noget andet at lave. Men jeg har hele tiden lagt stemme til lydbøger og spil, og har været med til at oplære de nye til at tale som Bamse. I dag står det klart for mig, at jeg aldrig slipper for det dyr. Jeg har for længst accepteret det. Da Bamse skulle være med i cirkus, sagde jeg nej tak. Jeg synes, det havde været et stort nok spring at lave en ballet på Det Kongelige med Bamse. En anden skuespiller havde sagt ja til at tage rollen i Cirkus Summarum, men i sidste øjeblik meldte han afbud, og så blev jeg ringet op og måtte sige: »Okay, jeg gør det«. Det har jeg ikke fortrudt. Vi sætter hele tiden publikumsrekorder. Vi har solgt over 93.000 billetter og spiller for 2000 ad gangen. Det kan være helt vildt varmt inde i dragten – 50 grader – men det er også den bedste slankekur, jeg taber mindst 3-4 kilo i løbet  af en sommer.

Læs også: Historien bag en af DRs største succeser: Sådan blev Bamses Billedbog skabt

Gift med Nadja

I 1993 blev jeg gift med Nadja. Vi var gift i 22 år og har fornylig været sammen i USA og besøge vores ældste datter, Wilhelmina, som er ved at tage en universitetsuddannelse i tv-mediet. Men det vigtigste for hende er at spille fodbold. Hun spiller fodbold på højt niveau, og det er stort i USA. Vores yngste datter, Mathilde, er nu 18 og skal til at begynde i 2.g på Det Fri Gymnasium. Begge børn har gået på Bernadotte, og det har de været glade for.

Knogle ind i ansigtet

Mens vi lavede »Gøngehøvdingen« i 1991, var der ulykker hele tiden. Det kunne jeg tale om i timer. Det var jo forfærdeligt. Derfor holdt ambulancer klar hver gang, vi havde optagelser. Der var garderhusarer, der fik knust knæskaller, en special effects-mand, der sprængte sig selv i luften, og jeg var ude for tre uheld. Det værste var, da jeg fik en lårbensknogle i hovedet, som skar tæt på mit øje. Vi lå af en eller anden grund i nogle sarkofager med knogler ovenpå os. Jeg troede det var et sværd, for jeg kunne mærke den ene spids gå ind i gennem huden og ind i hovedet. Jeg skreg, for i et spiltsekund så jeg mig selv med en stor flænge, så jeg aldrig kunne optræde mere. Det skrig, jeg kom med, blev brugt som dødsskrig igen og igen i hele serien. Jeg har nu et ar ved tindingen som et minde derfra.