Søren Fauli har været monopolmedlem i ‘Mads og Monopolet’ gennem 16 år. Lørdag efter lørdag har han derfor lyttet til vært Mads Steffensens efterhånden faste vending ‘A-holdet’, som tages i brug, når han skal beskrive dagens panel.

Men lige præcis dét udtryk har Søren Fauli aldrig brudt sig om.

»Jeg er faktisk ikke så vild med det der A-holdet. Det er noget, Mads gør, og det er hans humor, men jeg tænker altid; hvem er så B-holdet?«

»Det hænger sammen med, at jeg som barn altid blev valgt sidst til gymnastik. Det var nedbrydende at opleve. Så jeg får faktisk lidt panik over det der begreb. Jeg er ikke så vild med det,« forklarer Søren Fauli.

Han er ikke bange for at være ærlig, også om egne sårbarheder og usikkerheder. Det er også den mentalitet, han altid tager med sig i Monopolet, når han rådgiver danskerne om små og store hverdagsdilemmaer.

‘Mads og Monopolet’ har kørt på først P3 og siden P4 siden 2003, og ofte lytter over en million danskere med. Og midt i coronakrisen har Søren Fauli da også haft følelsen af, at Monopolet har fået endnu større betydning.

»Det, at det er live, det er nærvær, og det er jo det, vi mangler, fordi vi skal være fra hinanden,« siger Søren Fauli og fremhæver også Mads Steffensens rolle i 'Fællessang på DR' hver fredag aften.

»Det er altså helt rigtigt set, at han skal samle os,« konkluderer han.

56-årige Søren Fauli har blandt andet titler som filminstruktør, musiker, skuespiller, manuskriptforfatter og medejer af Normal på det lange cv. Alligevel er det pladsen i Monopolet, rigtig mange danskere i dag kender ham for. En plads, han fik, da hans liv mildest talt var i opbrud tilbage i 2004, da Søren Fauli lige var blevet skilt.

»Jeg var i fuldstændig granatchok menneskeligt set på det tidspunkt, da jeg entrerer ‘Mads og Monopolet.’ Jeg er i en periode, hvor jeg efter mit ægteskab var begyndt at gå i byen for at møde kvinder og den slags,« forklarer Søren Fauli.

»Jeg var lidt ungkarleagtig, kom for sent og havde været fuld aftenen forinden. Jeg har faktisk kun haft den periode i mit liv, hvor jeg har ageret sådan.«

Mads Steffensen bar dog over med den halvkaotiske start, og gennem 16 år har Søren Fauli hjulpet danskerne med deres dilemmaer.

»Jeg har siddet i Monopolet og fortalt om pornosider som noget, man lige kan gå ind og se på, det synes jeg egentlig er ret grænseoverskridende,« griner Søren Fauli med henvisning til en gang, hvor han anbefalede pornosiden Pornhub til et par, der skulle have gang i sexlivet.

Med over en million lyttere er der også mange, der har en holdning til de råd, der bliver givet i ‘Mads og Monopolet.’ Men Søren Fauli har valgt ikke at følge med i, hvad der bliver skrevet på Facebook og andre steder.

»Jeg føler tit, folk synes, jeg er skide irriterende, og det er jeg sikkert også, men jeg bliver selvfølgelig ked af det, når folk synes, jeg er irriterende. Så måske er det også derfor, jeg ikke går så meget ind i det. Jeg er bange for at blive ked af det,« fortæller Søren Fauli ærligt.

At medvirke i ‘Mads og Monopolet’ er dog også mere end dilemmaer og lyttere. Det har nemlig også givet Søren Fauli nære venskaber.

»Annette Heick, hun er jo det sødeste menneske i Monopolet. Og så synes jeg jo faktisk, at Signe (Lindquist, red.) og jeg minder meget om hinanden,« fortæller Søren Fauli, der særligt er blevet gode venner med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Selv om monopolmedlemmerne kun mødes tre ad gangen i studiet, så sørger Mads Steffensen også for at invitere til fællesfester. Og hvis der er én ting, man kan være sikker på, så er det, at der bliver talt igennem.

»Hvis du er til en Monopolet-sommerfest eller julefrokost, så bliver der altså talt og talt. Det kan godt være, alle ikke taler samtidig, men folk taler og taler og taler,« forklarer Søren Fauli, der altid gør sig lidt ekstra klar til netop de fester.

»Hvis jeg møder Monopolet, gør jeg mig umage. Så skal jeg ikke klumpedumpe, så skal jeg gøre mig umage, og det kan jeg meget godt lide,« siger han.

Søren Fauli bryder sig ikke om udtrykket 'A-holdet', da det minder ham om gymnastiktimerne i skolen.
Søren Fauli bryder sig ikke om udtrykket 'A-holdet', da det minder ham om gymnastiktimerne i skolen. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Søren Fauli lægger dog heller ikke skjul på, at det ikke altid er lige nemt at være i Monopolets selskab. I sine 16 år som medvirkende i ‘Mads og Monopolet’ har Søren Fauli aldrig decideret overvejet at stoppe, men han har haft perioder, hvor han selv har haft det svært, og så kan det være svært at skulle præstere over for store, skarpe personligheder.

»Jeg havde en periode, hvor mit selvværd var virkelig i bund, og der synes jeg, det var et hårdt selskab at være i. Det var ikke selskabets skyld, men det er jo nogle mennesker, der kan tale for sig, så du skal stå tidligt op,« siger Søren Fauli

Han understreger dog, at Monopolet samtidig er ‘en tryg og kærlig familie’.

»Det er nogle meget kærlige mennesker, så hvis man viser, man har det svært, får man også mange gode råd,« siger Søren Fauli.