»Vaccine, vaccine, vaccine, jeg tigger dig om ikke at tøve. Vaccine, vaccine, vaccine, for når du er død, er det lidt for sent.«

Sådan synger Dolly Parton på melodien til sit hit 'Jolene' i en video, hun har delt på Twitter, hvor hun modtager coronavaccinen. Og det er i den grad noget direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, kan lide.

'Det er stil!'

Sådan skriver han til videoen, som han har delt på Twitter, og hvor han i fire punkter roser verdensstjernen for at have doneret en million dollar til vaccineforskning, at afvente sin tur i køen, at synge en sang til lejligheden og endeligt at anbefale den til andre.

Hvilket Dolly Parton – med sin karakteristiske sydstatsdialekt – gør med følgende ord:

»Jo før vi får det bedre, jo før bliver det hele normalt igen. Så jeg vil bare sige til alle jer kujoner derude: 'Lad være med at være sådan en kylling. Kom ud og få den indsprøjtning.'«

Herefter tager hun sin maske på, en beklædningsgenstand langtfra alle amerikanere har været tilhængere af, og får sit stik for rullende kameraer.

Allerede i pandemiens tidlige dage engagerede Dolly Parton sig i vaccineforskningen, og efter samtaler med Dr. Naji Abumrad – som også giver hende stikket i videoen – besluttede hun sig for at donere penge til Vanderbilt University Medical Center.

Men selvom Parton har doneret en million dollar til vaccineforskningen, er hun ikke hoppet forrest i vaccinekøen.

I stedet har hun stået på ventelisten siden december, og nu var det altså blevet hendes tur til at få et skud med første dosis af vaccinen fra Moderna.

»Jeg er gammel nok til at få den, og jeg er klog nok til at få den,« siger den så ofte grinende stjerne i videoen.

Hun er langt fra det eneste kendte ansigt, der har fået vaccinen og delt nyheden på de sociale medier.

Listen tæller også navne som Sir Ian McKellen, Martha Stewart, Arnold Schwarzenegger og Samuel L. Jackson.