Vi kender Snoop Dogg som på billedet herover.
Men nu er det slut.
Den verdenskendte amerikanske rapper bekendtgør nemlig – til sine følgeres store overraskelse – at han holder op med at ryge hash.
»Efter megen overvejelse og samtaler med min familie, har jeg besluttet at stoppe med at ryge,« skriver Snoop Dogg, som bærer det borgerlige navn Calvin Broadus, på Instagram torsdag, og beder om privatlivets fred.
Igennem sin mere end 30 år lange karriere har Snoop Dogg ellers været meget åben omkring sin forkærlighed for hash, og det euforiserende stof har været en vigtig del af hans image.
Den overraskende melding om rygestoppet skaber allerede grobund for en del spekulationer.
I kommentarsporet debatterer fans ivrigt, hvad der er op og ned.
Nogle mener, der må være tale om en gimmick af en art.

Andre tror, at Snoop Dogg i stedet vil begynde at spise eller drikke cannabis, mens atter andre spekulerer i, om den 52-årige rapper kunne være på vej med lanceringen af ikkeryger-produkter så som e-cigaretter.
Der er dog også dem, som udtrykker stor respekt for Snoops beslutning og ønsker ham held og lykke med rygestoppet.
Snoop Dogg oplyser ikke, om der er en helbredsmæssig årsag til, at han vil stoppe med at ryge hash eller ej.
Tidligere i sin karriere har Snoop Dogg fortalt, at han har røget helt op til 80 joints om dagen.
I 2002 forsøgte han at lægge hashen på hylden, men uden held.
Snoop Dogg fik sit helt store gennembrud med debutpladen 'Doggystyle' i 1993 og har siden udgivet 19 album.
Sidste år optrådte han i det store pauseshow under Super Bowl, som er finalen i den amerikanske fodboldliga NFL og ses af mange hundrede millioner tv-seere verden over.