Allerhelst ville han dø som 90-årig. Skudt lige midt i hjertet af en jaloux 35-årig mand, som han med et lunt glimt i øjnene jokede med.
Men sådan gik det ikke for den populære forfatter og foredragsholder Johannes Møllehave, som nåede at snyde døden adskillige gange.
Nu er Johannes Møllehave død. I en alder af 84 år, skriver Politiken. Efter længere tids sygdom.
Med Johannes Møllehaves død er en stor og vigtig stemme forstummet. En stemme, man skulle stå tidligt op for at følge med. For få kunne som han lege med sproget.
Hundredtusindvis af danskere er gennem årtier valfartet til foredrag med ham. Ung som gammel har tygget og gennemtygget hans bjerg af bøger. Og klukket undervejs.
For godt nok var han også præst, men Johannes Møllehave elskede humoren. Og jo mere kringlet, jo bedre.
»Jeg indrømmer gerne, at jeg kan være lidt forrykt,« erkendte han gladeligt i et interview med Politiken.
Kimen til det 'forrykte' blev sået i det kristne barndomshjem på Frederiksberg. Her opdagede Johannes Møllehave i en meget ung alder, at han høstede ros fra sin far, når han rimede.
»Så jeg rimede meget, for jeg ville gerne roses af min far.«
Men kimen til at tale længe, inderligt og i et vanvittigt tempo, at bevæge sig ubesværet ind og ud af galakser for til sidst at finde tilbage på mælkevejen, blev dyrket i Johannes Møllehaves tid som fængselspræst i Statsfængslet Vridsløselille.
For hvis rim gav ham ros hos faderen, lærte de indsatte ham hurtigt, at uden humor og øjenkontakt visnede interessen.
Den lærdom skabte grobund for den brede buket af foredrag, som Johannes Møllehave siden berigede danskerne med. Om alt fra kærlighed til venskab og sorg. Om alt fra store forfattere og filosoffer til livets meningsløshed.
Hvad emnet end var, var Johannes Møllehave på veltalende hjemmebane. Også når det kom til kærlighed og sorg.
21 år gammel blev han i 1958 gift med sit livs kærlighed, socialrådgiver og forfatter Herdis Møllehave.
Tre børn fik de. Først Tomas, så Mikkel og Katrine, der voksede op i en ikke helt almindelig familie.
For Johannes Møllehave var det magtpåliggende, at den tyngende pænhed, som han selv var opflasket med, ikke skulle videregives til næste generation.
I hjemmet i Virum stod dørene altid pivåbne for enhver, hvis vej faldt forbi. Og dem var der mange af.
I adskillige bøger er det blevet beskrevet, hvordan Møllehave-børnene mere var forældrenes venner end børn. Hvordan de voksede op uden regler, men med masser af kærlighed og åbenhed.
»Jeg tror på op-elskelse. Ikke op-dragelse,« sagde Møllehave selv.
Det fremkaldte forarget næserynken i ikke så få pæne forstadshjem i slut-70erne og begyndelsen af 80erne.
Men værst var nok, at parret også troede på – og praktiserede – åbne ægteskaber.
»Den kvinde er farlig,« tordnede Billed-Bladet i starten af 1980erne hen over adskillige sider. Og refererede til Herdis Møllehave, som i sine tre succesromaner havde de åbne ægteskaber som omdrejningspunkt.
»Folk var så gale over det dengang,« fortalte en hovedrystende Johannes Møllehave i et interview med Politiken og forklarede sig:
»Måske lyder det mærkeligt i dine ører, men når mine venner forelskede sig i Herdis og havde et forhold til hende, så steg de i min agtelse. For jeg elskede hende jo. Så jeg sagde: 'Hvor er det skønt, at du også elsker hende'.«
Men sorgen over hendes død i 2001 måtte han tage alene sammen med børnene.
»Sorg er en kærlighed, du ikke kan komme af med,« sagde han i biografien 'Møllehave: Et liv har fem akter'.
Den kærlighed kom han aldrig helt af med. Og han fortalte ofte, at han stadig førte samtaler med sin Herdis, hørte hendes stemme og blev glad. Var fuld af taknemmelighed over dét liv, som de nåede at få sammen.
»Da Herdis døde, sagde jeg: 'Tak, fordi hun har været her'. Jeg sagde ikke: 'Det er forfærdeligt, at hun ikke er her'. Det synes jeg også, at det er, og jeg taler stadig meget med hende, om natten, når jeg ikke kan sove, men det er da glædeligt, at hun har været her. Jeg siger i det hele taget hellere 'tak' end 'ak',« som han forklarede til Politiken.
Gennem årene er der skrevet mange bøger med og om Johannes Møllehave. Men tungest vejer hans eget forfatterskab.
135 bøger nåede han ifølge bibliografi.dk at udgive, herunder flere selvbiografiske. Men også små og store værker, der på anden vis afspejlede, hvem Johannes Møllehave var. Et anekdotisk, reflekterende, legende og finurligt menneske.
På den lange liste er utallige børnebøger. Mange generationer har uden tvivl stiftet deres første bekendtskab med biblen i selskab med Johannes Møllehave og hans fabelagtige fortællerevne.
Og så var der alle eventyrene. Som 'Drengen, der kom hen hvor peberet gror', 'Den nøgne zebra' og 'Historien om den heldige kartoffel'.
Sidstnævnte fra 2011 er en af flere, som Johannes Møllehave skrev sammen med barnebarnet Rosa. Det var af nødvendighed.
For helbredet var de seneste mange år ikke, hvad det havde været. Lige siden han som 60-årig måtte gennemgå en firedobbelt bypassoperation, gik det støt ned ad bakke, og flere gange blev han ramt af blodpropper i hjernen.
»Jo, jeg har været tæt på døden flere gange,« kom det fra Johannes Møllehave, da B.T. besøgte ham i sommeren 2017, kort efter at sygdom havde tvunget ham på plejehjem.
Det var en skrøbelig mand, der dengang tog imod på stue 118 på plejehjemmet Ingeborggården. Kiloene var raslet af hans krop. De tynde ben lystrede ikke så godt længere.
De vigtigste ingredienser fra et helt liv var stuvet ind på de 16 kvadratmeter. Lædersofaen med patina. Under bunkerne af aviser det lille sofabord. Reoler fyldt til bristepunktet med bøger. Vægge med æresdiplomer.
Et umiddelbart lille liv til et stort menneske. Men Johannes Møllehave var glad.
»Tænk dig, hvis jeg var blevet ramt af stumhed eller Alzheimers. Man kan godt sige, at det ville være værre end døden for mig, for jeg lever jo af at tale.«
Alligevel frygtede han den ikke. Døden.
Det sagde Johannes Møllehave ligeud, da han vinkede farvel på plejehjemmet den sommerdag i 2017.
»Jeg er ikke bange for døden. Det har jeg aldrig været. Og det er heller ikke noget, jeg tænker meget over. Eller sagt på en anden måde: Jeg føler mig rolig og sikker i mit liv. Men også i min død.«
At den nærmede sig med alt for hastige skridt, vidste Johannes Møllehave også godt. Som han også gav udtryk for i mange interview, havde han haft sin morgen, middag og eftermiddag.
»Jeg er på vej ind i min aften,« lød hans konklusion.
Aften eller ej forblev Johannes Møllehave dog aktiv til det sidste. Måske ikke i samme vanvittige tempo som tidligere, men på den lade side lå han ikke.
Trods et svingende helbred rejste han i efteråret 2018 til Paris for at besøge barnebarnet Rosa og drømte om at gense Rom. Og i vinterens løb skrev han sammen med komponisten Kresten Wolff en helt ny julesalme, som nu skal føjes til Johannes Møllehaves omfattende eftermæle.
Selv var han ikke i tvivl om, hvad han ønskede, at der skulle stå tilbage, når aftenen blev til nat:
»Hvis du spørger mig, hvad jeg ønsker af mit liv, så er svaret: 'at det har båret frugt. At mine børn har fået noget ud af, at jeg er deres far, at mine børnebørn har fået noget ud af, at jeg er deres bedstefar, og at mine gamle skoleelever har fundet ud af, hvad mine timer gik ud på. Og at de mennesker, der har læst mine bøger, først og fremmest har læst en livshymne',« lød svaret i Politiken.
Nu er han ikke længere blandt os. Men Johannes Møllehaves livshymne lever videre.
