»Det er med tynget hjerte, at vi bringer dette mindeord for vores mangeårige ven og festivalkollega, Poul Martin Bonde,« skriver Skanderborg Festivalklub i en pressemeddelelse.

Organisationen, der står bag Smukfest, har sagt farvel til dens formand. Poul Martin Bonde er gået bort.

Han døde natten til tirsdag efter et længere kræftforløb. Omgivet af sin familien sov han ind i en alder af 62.

»For sidste gang har vi set Poul Martin repræsentere Smukfest på tv og i aviserne. Det sidste bestyrelsesmøde med ham for bordenden er rundet af, og det samme i festivalens direktion.«

»Poul Martin har båret sit sidste backstage-armbånd, og det er et kæmpe tab for selvfølgelig hans familie og nærmeste, men også det store festivalfællesskab, han om nogen har tegnet i Skanderborg og resten af Danmark,« lyder det fra Skanderborg Festivalklub, som altså står bag den jyske festival.

Poul Martin Bonde og Smukfest krydsede første gang veje i 1983. Dengang var han skribent på Gaffa, men få år senere begyndte han at skrive teksterne til festivalens program.

Herefter gik det kun en vej for ham – mod toppen af bøgetræerne.

Efter mange års godt skrivearbejde og andre bidrag til Smukfest blev han i 2010 fastansat i Skanderborg Festivalklub.

Arkivfoto af Smukfests formand og talsmand Poul Martin Bonde, som netop er afgået ved døden efter at have tabt kampen til kræften.
Arkivfoto af Smukfests formand og talsmand Poul Martin Bonde, som netop er afgået ved døden efter at have tabt kampen til kræften. Axel Schütt

»Festivalen trådte ind i en ny æra, og vi havde brug for Poul Martins kompetencer inden for fortælling og musik, ligesom hans netværk og sans for branchepolitisk arbejde var en kæmpe styrke for Walther (Smukfests maskot, red.).«

I 2017 blev han bestyrelsesformand i foretagendet, ligesom han også i mange år har været festivalens ansigt udadtil.

»Vi har afholdt den sidste Smukfest med Poul Martin Bonde, og vi vil savne ham usigeligt meget i vores midte. Tak for festerne og alt det, du har givet Walther, kære Poul Martin,« skriver festivalsklubben afsluttende.

Poul Martin Bonde efterlader sig tre børn og en hustru. Bisættelsen vil foregå privat.