Det kan efterhånden ikke være gået manges næse forbi, at Ben Affleck og Jennifer Lopez er et par igen.

Stjernerne, som fik kælenavnet 'Bennifer', dengang de første gang dannede par, har virkelig fundet gnisten igen.

I et nyt portræt af Jennifer Lopez i Adweek, som handler om sangeren, skuespilleren og forretningskvindens imponerende karriere, udtaler Ben Affleck sig også.

Og han holder bestemt ikke igen med de rosende ord om sin partner.

»Jeg har ærefrygt over Jennifers effekt på verden,« siger han.

»Som kunstner kan jeg højest lave film, der rører mennesker, men Jennifer har inspireret en stor gruppe mennesker, der nu føler, at de har en plads ved bordet i dette land.«

Her hentyder han til Jennifer Lopez store arbejde med at repræsentere latinamerikansk kultur.

Jennifer Lopez har selv rødder i Puerto Rico, og ifølge ham er hun en rollemodel for andre etniske minoriteter i branchen.

Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig.
Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig. Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

»Jeg har selv set, hvor stor en forskel repræsentation gør, og jeg har igen og igen set kvinder fra etniske minoriteter henvende sig til Jennifer og fortælle hende, hvor meget det betyder for dem, at hun går forrest som en succesfuld kvinde, der tør kræve sit.«

Ifølge Adweek står 52-årige Lopez' projekt, Limitless Labs, til at blive en del af Goldman Sachs' program for 10.000 små virksomheder, som er skabt for at støtte op om latinamerikanske entreprenører.

Parret var tilbage i 2002 forlovet, men to år senere blev den hævet, og forholdet gik i vasken.

I april i år begyndte de første rygter dog at svirre om, at de to kendisser igen havde fået et godt øje til hinanden – ikke længe efter, at Jennifer Lopez var gået fra sin forlovede Alex Rodriquez.

Siden foregik en hel del hemmelighedskræmmeri, hvor fotograferne lå på lur rundt om i håbet om at fange de to i et kærligt øjeblik.

Langsomt, men sikkert, blev enhver tvivl om de tos forhold dog udvisket, og tidligere på denne måned mødte de da også op på den røde løber sammen ved Venedigs filmfestival.