I weekenden kunne Slipknot-stjernen Shawn Crahan dele den hjerteskærende nyhed, at han havde mistet sin 22-årige datter, Gabrielle.

På daværende tidspunkt var der ingen informationer om, hvad der havde ført til den unge kvindes død.

Men nu skriver det velinformerede medie TMZ, at Gabrielle Crahan højst sandsynligt døde af en overdosis narkotika.

Hun blev fundet af redningspersonale i sit hjem lørdag aften. Man forsøgte at genoplive Gabrielle Crahan, men hun blev erklæret død på stedet.

Anonyme kilder hos myndighederne oplyser, at der blev fundet spor af narkotika og remedierne til at indtage det i hjemmet.

Politiet har endnu ikke lukket efterforskningen, men alt tyder altså på, at hun døde som følge af en overdosis.

Derudover har Gabrielle Crahan også tidligere kæmpet med et stofmisbrug.

49-årige Shawn Crahan, der er det sidste oprindelige medlem af rockgruppen Slipknot, har oplyst, at datteren skal begraves søndag i Iowa.

Da han kom med den hjerteskærende nyhed, skrev han:

'Det er med et knust hjerte og med den dybeste smerte, at jeg kan informere jer alle om, at min yngste datter, Gabrielle, gik bort i går – lørdag,' lød det i et opslag på Instagram.

Gabrielle Crahan var et af Shawn Crahans fire børn, som han har med hustruen Chantal.

Shawn Crahan er kendt for at være en af Slipknots percussionister. Som resten af bandet er han altid iført en maske på scenen.