Der blev fredag skrevet endnu et kapitel i Se & Hør-sagen.

Det skete, da seks kendte danskere ved Københavns Byret fik afvist deres krav om godtgørelse for Se & Hørs krænkelser.

En af de seks var Line Baun Danielsen, som har svært ved at forstå byrettens beslutning, selvom hun ikke er overrasket.

»Jamen, jeg synes, det er en sort dag for retfærdigheden. Jeg er ikke overrasket over dommen, før højesteretsdommen (en lignende sag ført af Morten Helveg, red.) havde givet et fingerpeg, men man lægger jo ikke sag an, medmindre man tror på, at retfærdigheden sker fyldest,« siger hun til B.T.

»Vi må bare konstatere, at man gerne må begå lovovertrædelser, men dem, man begår lovovertrædelsen imod, har ikke krav på erstatning. Det er det, jeg kan læse ud af det.«

Retten finder det bevist, at de seks kendisser, der også inkluderer musikproducer Remee, komiker Casper Christensen, skuespiller Iben Hjejle, fotograf Martin Jørgensen og model Oliver Bjerrehuus, har været udsat for grove krænkelser. Men det er altså ikke noget, der giver dem ret til økonomisk godtgørelse.

»Det lyder meget mærkeligt i mine ører. Det lyder mærkeligt i mine advokats ører. Der er bare ikke andet at sige, end at retten har talt, og det må vi tage til efterretning.«

Line Baun Danielsen må ikke blot se langt efter økonomisk godtgørelse. Hun skal også være med til at betale sagens omkostninger. Dette kan også spille en rolle i, hvorvidt hun har lyst til at gå videre med sagen.

Line Baun Danielsen ankommer til København Byret tirsdag den 9. marts 2021. Line Baun Danielsen holder fast i krav om godtgørelse i forbindelse med den såkaldte tystyskilde og har derfor sagsøgt, Aller, Qvortrup, Kim Henningsen og tystyskilden.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Line Baun Danielsen ankommer til København Byret tirsdag den 9. marts 2021. Line Baun Danielsen holder fast i krav om godtgørelse i forbindelse med den såkaldte tystyskilde og har derfor sagsøgt, Aller, Qvortrup, Kim Henningsen og tystyskilden.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

»Som jeg har det lige nu, har jeg ikke lyst til at fortsætte og risikere at miste flere penge,« siger hun, men tilføjer i samme moment, at hun skal tygge på det og snakke med sin advokat.

Sagsomkostninger for Line Baun Danielsen løber op i 143.500 kroner.

Én af de personer, Line Baun Danielsen som den eneste af de seks kendisser havde sagsøgt, var den daværende chefredaktør på Se & Hør Henrik Qvortrup.

»Jeg er tilfreds med dommen, men jeg er ikke så overrasket over den, for det er præcis det samme resultat, som højesteret nåede frem til for et år siden,« siger Henrik Qvortrup til B.T.

Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020
Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere

Om det her så er punktummet for sagen, det må tiden vise.

»Det er det med sikkerhed, hvis Line Baun ikke anker. Men punktum er det jo ikke forstået på den måde, at jeg jo godt ved, at mit navn for altid være forbundet med den her møgsag.«

»Det betyder ikke, at man skal have ondt af mig, der ligger jeg jo, som jeg har redt. Jeg har erkendt, at jeg begik en fejl, jeg fik en straf, den har jeg afsonet, og det er kun rimeligt, så for mit vedkommende synes jeg, at der er afregnet. Men jeg kommer nok ikke udenom, at det vil følge mig, indtil den dag jeg stiller træskoene, og man vil sige, at det var mig med den sag,« siger Henrik Qvortrup, der i dag arbejder som politisk redaktør på B.T.

Til Line Baun Danielsens påstand om, at det er en sort dag for retfærdigheden, nøjes Henrik Qvortrup med at konstatere, at der nu er fire retsinstanser – landsretten, Højesteretten og to gange byretten – der alle er nået frem til præcis samme resultat.