Leslie Jordan blev ikke dræbt i en bilulykke.

Det slår en obduktionsrapport fra Los Angeles County Coroners Office fast.

I stedet led skuespilleren af et akut hjerteanfald, der resulterede i dødsfaldet for den 67-årige.

Da ambulancen nåede frem til skuespillerens bil 24. oktober, var han kørt ind i siden på en bygning i Hollywood.

På daværende tidspunkt udtalte myndigheder, at man mente, der var opstået en medicinsk nødsituation, der ledte til ulykken.

I rapporten står der også, at Leslie Jordan tog hjertemedicin, og at hans hjerte var i yderst dårlig form.

Ifølge rapporten skulle hans arterier være blokeret i en sådan grad, at blodet næsten ikke kunne føres fra hjertet og rundt i kroppen.

Leslie Jordan døde, mens han var på vej til tv-serien 'Call me cat', som han spillede med i.