Efter 29 års ægteskab har et af Australiens mest populære kendispar valgt at lade sig skille.

Angiveligt blev de allerede separeret sidste år, men nu har skuespillerne Rebecca Rigg og Simon Baker sammen udsendt en udtalelse, hvori de bekræfter bruddet.

Det skriver Fox News.

»Vi forbliver gode venner, og vores tre børn vil altid være vores vigtigste fokus i livet,« udtaler det nu tidligere par.

Simon Baker og Rebecca Rigg sammen på den røde løber ved Monte Carlo-filmfestival.
Simon Baker og Rebecca Rigg sammen på den røde løber ved Monte Carlo-filmfestival. Foto: CHRISTIAN ALMINANA
Vis mere

Sammen har de børnene Stella, Claude og Harry på henholdsvis 27, 22 og 19 år.

53-årige Rebecca Rigg og 51-årige Simon Baker fik ellers en begyndelse på deres forhold, som næsten er en film værdig.

Det var på en blind date i 1991, at parret mødte hinanden for første gang. Det holdt ved, og i 1998 blev parret gift.

Undervejs har begge haft stor succes som skuespillere.

Man kender måske bedst Simon Baker for sine roller i 'The Mentalist', 'The Guardian' og 'The Devil Wears Prada'.

Rebecca Rigg havde også en rolle i 'The Mentalist', men hendes mest populære rolle ligger helt tilbage fra 1980, hvor hun spillede hovedrollen i børnefilmen 'Fatty Finn'.

Både Rebecca Rigg og Simon Baker medvirkede også i serien 'E Street' fra 1992 til 1993.