I et længere opslag på Facebook beskylder den amerikanske skuespillerinde Eliza Dushku en af Hollywoods førende stuntkoordinatorer for at have udsat hende for seksuelt misbrug under indspilningen af en film, da hun blot var tolv år.

Skuespillerinden, der herhjemme særligt er kendt for sine roller i tv-serierne 'Buffy' og 'Dollhouse', udpeger selv sin overgrebsmand som værende stuntkoordinatoren Joel Kramer, der dengang var 36 år.

Han afviser omvendt alle beskyldningerne.

Overgrebene fandt ifølge skuespillerinden sted under indspilningen af filmen 'True Lies' i 1994, hvor hun spillede sammen med blandt andre Arnold Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis.

»Lige siden har jeg kæmpet med, hvordan og hvornår jeg skulle fortælle dette til andre, hvis jeg overhovedet nogensinde skulle gøre det. Dengang fortalte jeg, hvad der var sket, til mine forældre, to voksne venner og en af mine ældre brødre. Ingen virkede til at være klar til at konfrontere dette tabubelagte emne, og det var jeg heller ikke,« skriver hun i sit opslag.

Hun henviser selv til, at det er takket være #MeToo-bevægelsen, hvor kvinder og mænd de seneste måneder har stået frem og fortalt om overgreb, sexchikane og voldtægt, at hun nu har fundet modet til at fortælle, hvad der ifølge hende skete dengang.

»Det er været ubeskriveligt udmattende at holde alt dette inde i alle disse år,« skriver hun.

'Du falder ikke i søvn nu, søde'

Hun beskriver, hvordan den noget ældre mand dengang angiveligt fik hende til at føle sig som noget særligt, hvordan han vandt hendes forældres tillid, og hvordan han til sidst fik lokket hende ind på hans værelse på et hotel i Miami under påskud af at tage hende med ud at svømme i poolen og bagefter spise sushi med resten af filmholdet.

»Jeg husker helt tydeligt, hvordan han metodisk rullede gardinerne ned og slukkede for lyset, hvordan han skruede op for airconditioneren, så det føltes som om, det var iskoldt, hvor han præcist placerede mig på en af de to senge, hvilken film han tændte for på fjernesynet ('Coneheads'), hvordan han forsvandt ud på badeværelset og kom tilbage helt nøgen og bar intet andet end et lille håndklæde om sit liv,« skriver Eliza Dushku og fortsætter:

»Jeg husker, hvad jeg havde på (mine yndlings denim-shorts, som gudskelov sad, så jeg kunne beholde dem på). Jeg husker, hvordan han lagde mig ned på sengen, omfavnede mig med sin gigantiske, vridende krop og gnubbede sig op ad mig. Han sagde: 'Du falder ikke i søvn nu, søde, stop med at lade som om, at du sover', mens han gned sig hurtigere og hurtigere mod min katatoniske krop. Da han var 'færdig', forslog han: 'Jeg tror, vi skal være forsigtige'. Han mente, vi skulle være forsigtige med at fortælle nogen om det. Jeg var 12, han var 36.«

Hun beskriver videre, hvordan Joel Kramer angiveligt blev mere og mere 'kold' overfor hende i tiden efter, mens de indspillede filmen, hvor det var hans opgave at sikre, at der ikke gik noget galt under de stunts, hun skulle udføre.

»Han skulle være min beskytter, men han misbrugte mig,« skriver hun videre.

ARKIVFOTO af Eliza Dushku med skuespiller og tidligere basketball-stjerne Rick Fox i 2011.
ARKIVFOTO af Eliza Dushku med skuespiller og tidligere basketball-stjerne Rick Fox i 2011. Foto: JASON REDMOND
Vis mere

Eliza Dushku undrer sig over og retter kritik mod Hollywood og filmindustrien for, at ingen opdagede, hvad der ifølge hende skete - og angiveligt skete ganske åbenlyst, fordi Joel Kramer ifølge hende gav hende ekstra meget opmærksomhed foran alle andre.

Nu håber hun, at hun ved at stå frem kan hjælpe andre ofre og beskytte andre, så det samme ikke sker for dem.

»For nogle uger siden fandt jeg et billede på internettet af Joel Kramer, der krammede en ung pige. Det billede har hjemsøgt mig konstant lige siden. Jeg kan ikke længere skjule, hvad der skete dengang,« skriver hun.

'Løgne, løgne, løgne'

Til det amerikanske medie Deadline afviser Joel Kramer alle beskyldningerne.

»Dette er aparte, manipulerende løgne,« siger han.

»Jeg har aldrig seksuelt krænket hende. Jeg får det helt dårligt over det. Det er ikke sandt. Jeg tror, det er noget, hun har opdigtet i sin fantasi. Det er løgne alt sammen. Løgne, løgne, løgne. Det er helt vanvittigt. Jeg behandlede hende som en datter. Vi holdt alle øje med hende. Hvordan skal en fyr som mig kæmpe med noget som det her (beskyldningerne, red.). Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg går ud fra, jeg er nødt til at få fat i en advokat og lægge sag an mod hende for injurier og bagvaskelse.«