Hollywood-legenden Caroll Baker lægger bestemt ikke fingre imellem, når det kommer til hendes synspunkt på Bill Cosby-sagen.
Ifølge den Golden Globe-vindende skuespillerinde var det intet mindre end en synd, at skuespilleren blev sat i fængsel, fordi de anklagende kvinder deltog frivilligt.
Det siger hun i et stort interview med Hollywood Reporter.
Interviewet er ifølge mediet foretaget blot dagen før, at 83-årige Bill Cosby 30. juni blev løsladt fra fængslet som følge af en teknikalitet.

Han havde på det tidspunkt siddet fængslet to år ud af en dom på mellem tre til ti år, fordi han var blevet kendt skyldig i overgreb mod en kvinde ved navn Andrea Constand.
En dom, der blev omstødt, fordi Bill Cosby i en tidligere civilsag var blevet lovet, at han ikke ville kunne blive retsforfulgt, såfremt han indrømmede, hvad han havde gjort.
»Mit hjerte er knust over Bill Cosby,« siger 90-årige Caroll Baker i interviewet med Hollywood Reporter, hvor hun blandt andet også kalder Bill Cosby for 'en sexet mand', og hvor hun sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinderne overhovedet var alene med ham til at starte med.
»Bill Cosby fortjente ikke det her … I hans alder og med den tilstand, han er i … Han er et vidunderligt menneske. Virkelig vidunderlig, og jeg kan ikke holde ud, at han er i fængsel. Jeg tror ikke på, det var hans skyld,« siger hun.

I alt har flere end 60 kvinder anklaget Bill Cosby for at have bedøvet og begået seksuelle overgreb mod dem. Skuespilleren blev dog kun dømt skyldig i anklagerne fra Andrea Constand, da de øvrige sager var forældet.
»De (kvinderne, red.) gjorde det frivilligt. Hvorfor vil man ellers gå et afsides sted hen med en mand? For at spille spil?« lyder det fra Caroll Baker, som fortsætter:
»Nej, jeg er sikker på, at de alle var fascineret af ham. Jeg tror, at de drinks var et afrodisiakum (elskovsmiddel, red.), som han ikke tvang dem til at tage. Han tilbød dem det bare. Og jeg synes, det er en synd, at han er i fængsel.«
Caroll Baker raser også over, at de mange kvinder først er stået frem med deres historier så mange år efter, det angiveligt skete.
»De står frem flere år senere bare for at ødelægge en mands karriere. Vi har kæmpet for at kunne stemme og for at få samme løn som mænd, så hvorfor helvede skulle de lade en mand gøre dét mod dem? Jeg ville ikke lade en mand gøre det mod mig i hvert fald.«
»Hvis det var mig, en mand gjorde det mod, ville jeg fortælle, hvor grim, ulækker og klam han var, og at han skulle fjerne sig fra mig, hvis han ikke ville slås. Vi befinder os ikke længere i det 18. århundrede. Kvinder, forsvar jer selv og lade være med at lade, som om I er små piger.«
