Caitlin Stasey er begyndt at lave porno.
Det afslører den 30-årige skuespillerinde, som blandt andet er kendt fra serien 'Neighbours', i et nyt interview med Women's Wear Daily.
Det er dog ikke foran kameraet, at Caitlin Stasey vil fokusere sit arbejde, men snarere bag kameraet.
Hun skal nemlig instruere korte pornografiske film for hjemmesiden 'Afterglow', der udelukkende bliver styret af kvinder.

»Det er en gruppe virkelig seje kvinder, som laver en masse godt indhold,« siger Caitlin Stasey, som er selverklæret feminist, om hjemmesiden.
Hun fortæller ligeledes, at det var meningen, at hun skulle starte med at optage en række pornofilm her i februar, men at filmene er blevet udskudt som følge af coronapandemien.
»Det er svært at filme en almindelig film under covid-10, så at lave en pornografisk film? Stort set umuligt,« siger hun.
Hjemmesiden 'Afterglow', hvor Caitlin Staseys kommende pornofilm vil blive udgivet, blev lanceret sidste år.

Hjemmesiden laver udelukkende film, der er målrettet kvinder.
Caitlyn Stasey har længe talt offentligt omkring kvinders seksualitet og kropsopfattelse.
Hun deltog blandt andet i kampagnen #freethenipple på Instagram sidste år, hvor kvinder delte billeder af deres bryster.
Hun kom i den forbindelse i krig med Instagram, fordi det sociale medie blev ved med at slette hendes nøgenbilleder, fordi de mente, at billederne brød med deres retningslinjer.
På trods af sin nye karriere som pornoinstruktør, lægger Caitlin Stasey ikke sit eget skuespil på hylden, understreger hun over for Women's Wear Daily.