Den 51-årige skuespiller Tom Long er afgået ved døden, skriver News.com.

Den amerikanskfødte australier var primært kendt for sin rolle i den australske tv-serie 'SeaChange', som blev sendt 1998-2000.

Han fik i 2012 konstateret kræftsygdommen myelomatose, som er en blodsygdom. Den opstår ifølge Wikipedia som følge af celleforandringer og kan blandt andet give knoglesmerter, blodmangel, svage knogler og øget infektionstendens.

Da han blev ramt af sygdommen, var han sceneskuespiller i hjemlandet, og han indstillede sin karriere, efter han kollapsede på scenen i Sydneys ikoniske operahus få måneder efter at have modtaget diagnosen.

I marts sidste år var han med i et amerikansk behandlingseksperiment. På det tidspunkt vejede han blot 60 kilo og var hårdt ramt af kræft i knoglemarven. Men efter blot tre ugers behandling blev han erklæret rask.

»Jeg tror, nogle af sygeplejerskerne kiggede på mig, og tænkte 'du har ikke en jordisk chance'. Der var en stor sandsynlighed for, at jeg ville dø derovre. Efter at have en dødsdom hængende over mig i årevis kan jeg virkelig ikke forklare følelsen. Jeg er bare så utroligt taknemmelig for livet og denne oplevelse,« sagde han i juni i fjor, skriver News.com.

Tom Long døde lørdag 4. januar. Ifølge Wikipedia døde han af hjernebetændelse.

Det fremgår ikke umiddelbart, om der er en sammenhæng mellem hans død og hans tidligere sygdomsforløb. Han efterlader sig konen, Rebecca Fleming, og et barn fra et tidligere forhold.