Nu kan Nicolas Cage kalde sig far til tre.

Til People har en repræsentant for parret bekræftet fødslen af den lille pige.

Den 58-årige skuespiller har fået barnet med sin kone Riko på 27 år, der arbejder som kunstner.

Datteren har fået navnet August Francesca Coppola Cage.

»Nicolas og Riko er meget glade for at annoncere fødslen af deres datter. Mor og datter har det godt,« lyder det.

Det er Rikos første barn og Nicolas Cages tredje.

Nicolas Cage fortalte, at han ventede sig en lille pige, da han var med i talkshow for at promovere sin film 'The Unbearable Weight of Massive Talent'.

I et interview med Acces Hollywood fortalte skuespilleren, at han glædede sig til at blive far igen.

»Mine drenge er begge voksne, og jeg savner at lede efter legetøj. Jeg savner at synge og sidde i en gyngestol. Jeg glæder mig til at få det igen,« fortalte han.

Han har børnene Kal-El på 16 og Weston på 31 fra tidligere forhold.

Parret blev gift sidste år i februar ved en intim ceremoni i Las Vegas.