Hun var blot 30 år. På vej ind i det, man kalder voksenlivet på stadig famlende ben. Så blev de slået væk under hende en sen december aften i 2020, da hun på en klinisk hospitalsstue mistede sin elskede far. Selvom hun var forberedt, tog sorgen over.
»De vil køre dig væk. Jeg skal miste dig igen. Hver gang jeg vender mig om for at gå, mister jeg dig igen. Så jeg bliver bare lidt endnu. Kysser dig det sted på kinden, hvor jeg altid kysser dig. Det føles, som det plejer, det grove skæg, huden er bare mere kold.«
Sådan beskriver 'Badehotellet'-stjernen Rosalinde Mynster i sin erindringsroman de følelser og tanker, der fyldte hende i timerne efter, at hendes far, skuespiller Søren Spanning, var død.
'Min fars stemme' hedder den. Lander på hylderne et år og fem måneder efter, at livsfundamentet revnede under hende.
I bogen beskriver hun rørende den sidste dag i hans liv, hvor hele familien var samlet omkring hans seng på hospitalet.
Hvor svært det var for hende at give slip på hans kolde krop, sende den ned i kapellet. Derhen, hvor kun de døde bor. Hvordan hun igen og igen valgte lige at blive lidt længere ved hans side.
Rosalinde Mynster var kun 11 år gammel, da døden første gang blev noget, hun skulle forholde sig til.
Der blev hendes far ramt af leukæmi. Med ét blev klasselarm, skolebøger og lektier skiftet ud med lange hvide, tavse hospitalsgange, en far, der i sin hospitalsseng skrumpede mere og mere ind for øjnene af hende.
Han overlevede mirakuløst. Men betalte også en pris. Behandlingen, som dengang reddede hans liv, gjorde det også mere skrøbeligt. Hans immunforsvar var i bund, hans lunger sårbare.
Da han i 2014 blev ramt af en blodprop i hjernen, vendte det hele tilbage. I en måned lå han i koma. Ingen vidste, hvilken tilstand han var i. Heller ikke om han vendte tilbage til livet.
Men igen snød Søren Spanning døden. Slap med lammelse i venstre side.
Familien var lettet.
»Efter blodproppen var min far stadig sig selv og kunne tænke og tale som normalt, selv om han var ramt af det. Han var stadig det meget kærlige og kloge og omsorgsfulde menneske, han altid har været, bare mere fjern, mere træt,« beskrev Rosalinde Mynster i et interview med Femina sidste år.
Seks år var hendes far bundet til en kørestol. Vekslede mellem vrede over sin skæbne og lykke over bare at være til. For dem, han elskede.
Seks år, der for hans familie også var en rutsjebanetur. Ikke mindst følelsesmæssigt.
Nu er der kommet en bog ud af den.
»En erindringsroman om at have en syg forælder og et portræt af min far. Om at blive voksen – om familie og sorg og mest om kærlighed,« beskriver Rosalinde Mynster selv 'Min fars stemme' som.
Rutsjebaneturen sluttede brat 12. december 2020. Det var Søren Spannings eget valg. Sagde efter endnu et langt sygdomsforløb, at det måtte slutte dér. Han orkede ikke mere. Var afklaret. Uden frygt.
Ved hans seng på hospitalet talte og grinede de. Sang sammen. Hele familien.
Han trøstede dem. Han trøstede sin yngste datter. 'Lille pige' kaldte han hende. Som han altid havde gjort. Klokken 23 var det slut.
Søren Spanning blev 68 år. Rosalinde Mynster var 30. Stadig på famlende ben.
Hvordan kan man gå fra nogen for sidste gang? spørger Rosalinde Mynster i bogen og blev lidt endnu.
'Min far stemme' udkommer på Gyldendal 12. maj
