Så blev det også Mille Lehfeldts tur til at flytte fra storbyen til forstæderne.

Den 40-årige skuespiller har for nylig skiftet sin og ægtefællen Sophus Windeløvs lejlighed på fjerde sal i Indre København ud med en villa i Hellerup.

Det skriver Her & Nu.

Parret har givet lige under 15,8 millioner for villaen, der rummer hele syv værelser, to etager, er opført i 1906 og strækker sig over 234 kvadratmeter.

Desuden er der en kælder på 117 kvadratmeter og en have på 862 kvadratmeter.

Og det viser sig også, at der gemmer sig en god forhandler i Mille Lehfeldt og hendes mand. De har nemlig fået et nedslag på hele 755.000 kroner. Den oprindelige pris lød på 16,5 millioner.

Desværre har de endnu ikke solgt lejligheden i København, som står til 11,5 millioner kroner.

Mille Lehfeldt og Sophus Windeløv har sammen sønnerne Ferdinand og Osvald, der er tre år og halvandet år.

Parret blev tilbage i 2008 gift – samme år som Mille Lehfeldt var at se i filmen 'Flammen & Citronen'.