78-årige Lone Hertz har for længst passeret den officielle pensionsalder, men lediggang er det værste, hun kan forestille sig. Hele sommeren spiller hun komedie på Grønnegårds Teatret.

Lone Hertz’ kalender er tyk og fuld af aftaler.

Der er foredrag, hun skal holde, oplæsninger, prøver og møder – bl.a. om hendes søn Tomas, som er hjerneskadet, og som hun i snart 51 år har kæmpet for. Og så har der netop været en fødsel. 78-årige Lone Hertz er en travl dame. Hun er lige hjemvendt fra Tenerife.

I ro og fred har hun dér øvet sine replikker til komedien ’Don Ranudo’. Hele sommeren skal hun nemlig spille overfor Henrik Kofoed i rollen som Don Ranudos hustru Donna Olympia.

Faktisk var timingen for turen ikke den bedste. For Lone Hertz har netop fået endnu et barnebarn. Hun var med til fødslen og fik lov til at klippe navlestrengen over, da hendes datter Maria fødte sit andet barn, den smukkeste lille pige, der skal hedde Hana Rose.

Lone Hertz ville frygtelig gerne have haft lidt flere dage i familiens skød. Men hun måtte af sted til Tenerife, for hun vidste også, at hun havde brug for flere dages sammenhængende ro for at få teaterstykket ind under huden.

»Jeg er en drøvtygger, der skal have alle ord tygget grundigt igennem, før der kommer føde ud af det. Jeg gik i træningslejr i 14 dage, hvor jeg isolerede mig og lærte min karakter at kende,« siger hun.

På det seneste har Lone Hertz skullet lære flere karakterer at kende, end hun har gjort i mange år.

Efter i en del år at have været parkeret uden for skuespillerdøren, er hun pludselig tonet frem på skærmen igen – i bedste sendetid. Det seneste år har hun haft roller i tv-serierne ’Ditte & Louise’ og ’Bedrag’. Det har afstedkommet reaktioner som ’Gud, er du skuespiller endnu!’.

»Men det har jeg sandelig været hele tiden. Jeg har i 25 år holdt foredrag i forsamlingshuse og på biblioteker over hele landet, ligesom jeg har fremført vigtige tekster om bl.a. alkoholisme på fire ølkasser og en dørplade. Jeg kalder mig selv standupper med substans, men det er bare ikke noget, der har interesseret medierne.«

’Jeg kunne ikke bruges’

Lone Hertz tror selv, det er hendes medvirken i teateropsætningen af ’Frøken Nitouche’ på Folketeatret sidste efterår, der banede vejen for den fornyede interesse for hendes evner som skuespiller.

Hun har med glæde sagt ja tak hver gang, telefonen efterfølgende har ringet. Hendes nysgerrighed er intakt. Og det bliver aldrig kedeligt at dykke ned i en ny karakter og folde personen ud.

Lone Hertz flankeret af Ove Sprogøe og Dirch Passer da trekløveret i 1961 spillede sammen i John Steinbech’s ’Mus og mænd’ på Aveny Teatret. Vis mere

I tv-serien ’Ditte & Louise’, der tager temperaturen på moderne kvindeliv, baksede de to hovedpersoner med at finde sig til rette i livet efter de 40 år, hvor de bl.a. oplever, at kampen om rollerne bliver hårdere – og ofte vundet af yngre kolleger. Det genkender Lone Hertz fra sit eget liv. Hun oplevede selv at blive stort set usynlig i offentligheden, da hun fyldte 50:

»Der var simpelthen ikke bud efter mig længere. Selvfølgelig undrede det mig, at jeg kunne blive udnævnt til studenternes æreskunstner som blot 26-årig og høste stor anerkendelse og så pludselig være ganske glemt. Der var lige cirka 25 år, hvor jeg ikke kunne bruges.«

Men hun valgte at handle fremfor at sætte sig hjem og begræde tingenes tilstand.

’Du kan vænne dig til smerter’

Selvom Lone Hertz er blevet ældre, er hun langtfra færdig. Hun kan dog godt forstå, at folk på hendes alder er trætte. Selv har hun handicapskilt på bilen, fordi hun har ryglidelsen spinalstenose. Sygdommen kom på et øjeblik, en dag, hvor hun lavede øvelser i sengen. Pludselig kunne hun ikke bevæge sig. Beskeden fra lægen var klar og kontant: Operation. Men den løsning kunne hun ikke forliges med, så hun fik en second opinion og gik en anden vej.

For Lone Hertz er opgivelse det værste.

»Jeg går konstant til styrketræning for at holde musklerne sammen. Jeg føler mig som den overskårne dame, men du kan vænne dig til smerter. Der er ikke noget at gøre. Det må man tage med og sørge for at have noget at beskæftige sig med, så det ikke kommer til at fylde for meget. Man må ikke fokusere på skavankerne.«

Intet kunne ligge hende mere fjernt end at skrue ned for blusset. For Lone Hertz giver det livskvalitet og benzin på bålet at holde sig i gang, og det gør hende klogere på sig selv og verden at debattere med publikum efter et foredrag eller at sige ja til en bestyrelsespost på Bramsnæsvig Specialskole, som hun mener udmærker sig ved at give hjerneskadede børn et sprog.

En 27-årig Lone Hertz. Vis mere

Debatten efter et foredrag er noget af det mest livgivende, siger hun. Det er »livsvitaminer« at få lagt ekstra lag på sine holdninger og blive klogere, når folk åbner op for deres egne erfaringer.

Hun kalder sig »grænsegænger« og kan godt lide at udfordre sig selv – som sidste år, hvor hun som 77-årig endelig fik lov at synge sangene fra ’Frøken Nitouche’. Da hun første gang spillede rollen på film i 1963, var det Katy Bødtger, der lagde stemme til.

Lone Hertz sagde også uden tøven ja til at blive ambassadør for Hjerneskadeforeningen i 2014. Og for år tilbage sagde hun ja til at være nøgen i forestillingen ’Vidunderlige kælling’, omend det krævede lidt mere overvindelse at smide tøjet i fuld offentlighed.

»Det VAR grænseoverskridende. Men det er sundt hele tiden at presse sig selv og gå et skridt videre, end du måske egentlig tør. Du vokser, får mere selvtillid og bliver stærkere som menneske, når du overvinder forhindringer,« siger Lone Hertz.

’Få et andet barn’

På bordet i hendes stue ligger både astrofysikeren Anja Andersens bog om universet og en klassiker om Holberg. Selvom Lone Hertz’ hjem er smagfuldt indrettet, og klassisk musik flyder ud af højttalerne, har hendes verden langtfra været centreret om de bonede gulve, men i høj grad også om verdens fattigste – og om mennesker, der har det svært.

Lone Hertz var over 50 år, da hun første gang rejste som backpacker med Danmission. Det satte hendes eget liv i perspektiv, da hun besøgte aids-enker i Afrika og gadebørn i kloakkerne i Sankt Petersborg. Ligesom hun har besøgt børnefængsler i Afrika. Alt sammen oplevelser, der har gjort et uudsletteligt indtryk. Det var noget ganske andet end at tage på safari og studere smukke bygningsværker. Og det har styrket hendes tro på, at vi er nødt til at stå sammen og hjælpe hinanden og ikke mindst bygge bro gennem dialog.

Selv er hun mor til et hjerneskadet barn.

Selv om sønnen Tomas i dag er 51 år, er Lone Hertz fortsat den person, han har det tætteste forhold til, og det betyder, at hun altid bærer ham med sig, »hvis ikke i forhjernen så i baghjernen«, som hun udtrykker det.

»Jeg er fortsat hans nærmeste menneske og den eneste, han kan tale i dybden med.«

Det betyder også, at alt fortsat er farvet af ham, og hun foretager sig intet uden først at have rådført sig med ham.

Axel Strøbye og Lone Hertz med deres datter Micaela, der blev født i 1968. Lone Hertz er også mor til Steen Stig Lommer, Tomas Strøbye og Maria Lindhardt. Vis mere

Tidligere har hun skrevet bogen ’Sisyfosbreve’, som bygger på hendes breve til sin hjerneskadede søn og en række dialoger, de to har ført, bl.a. ved hjælp af en staveplade. I 1980 høstede hun stor anerkendelse for filmen, ’Tomas – et barn du ikke kan nå’, som var en hudløst ærlig dokumentarfilm om livet med en handicappet søn.

Hele familiens verden blev vendt på hovedet, da sønnen Tomas, som Lone Hertz fik med sin daværende mand, skuespilleren Axel Strøbye, blev hjerneskadet efter en vaccination, da han var under ét år gammel.

Hun kan stadig genkalde sig lægens ord, da han efter at have undersøgt Tomas spurgte, om han var blevet kighostevaccineret.

’Så er det det. Han bliver åndssvag. Opgiv ham. Få et andet barn,’ lød beskeden.

Men Lone Hertz gav ikke op. Lige siden har hun kæmpet for sin søn, der godt nok er hjerneskadet, men bestemt ikke åndssvag. Han skriver både digte og diskuterer Kierkegaard.

Hun rykker frem i den lyse sofa, hvor hun sidder, omgivet af farvestrålende kelimpuder. Lone Hertz er spinkel af bygning, men der er krop bag ordene, når hun taler om Tomas og om den kamp, hun har kæmpet – og stadig kæmper.

Skuespiller søstrene Lone og Helle Hertz. Vis mere

Hendes indignation går bl.a. på de forhold, hendes søn og mange andre handicappede bliver budt i form af manglende tilbud om stimulering, træning og målrettethed, der tilgodeser den enkeltes udvikling. Bogen, som udkom i 1992, skrev hun på halvandet år, og den blev startskuddet til hendes omfattende foredragsvirksomhed.

Bekymret for fremtiden

Lone Hertz begyndte at skrive bogen uden tidligere at have skrevet på en computer, og hun var så bange for at gøre noget forkert og miste de sider, hun havde skrevet, at hun i de første uger af skriveprocessen slet ikke turde lukke computeren. Men hun fik styr på teknikken, og resultatet blev en barsk og usentimental bog om vilkårene for handicappede og deres pårørende.

»Når du får et handicappet barn, er der ikke nogen, der tænker på den handicappedes familie. Hvordan også barnets søskende lider, og hvordan ægteskabet kan være ved at briste. Jeg følte, det var vigtigt at gøre det synligt, hvordan det er at leve i en ’handicappet’ familie,« siger Lone Hertz.

Hun måtte opbyde alle sine kræfter i de år, hvor hun levede et dobbeltliv – et synligt og et usynligt. På Det Kongelige Teater om aftenen, og med ansvaret for Tomas resten af døgnet. Det var et enormt pres.

Da Tomas var ti år, måtte Lone Hertz kaste håndklædet i ringen og tage imod et institutionstilbud. En beslutning, hun føler, var forkert, og som stadig gør ondt - men det var nødvendigt, hvis hun ikke selv skulle knække. Hun kender således alt til de følelser, forældre med et handicappet barn gennemgår – og det er livsomvæltende.

Lone Hertz er mange gange i årenes løb blevet spurgt, hvorfor hun ikke har opgivet kampen, men hun føler ikke, at hun har haft det valg.

Skuespillerinde Lone Hertz er aktuel i både film og teaterforestillinger efter flere år væk fra spotlightet. Vis mere

Nu nærmer hun sig 80 år, og hun har måttet tale med sin søn om, hvem der skal være hans værge den dag, hun ikke er der for ham mere. Det bekymrer hende, hvad der kommer til at ske fremover.

Lige nu bor Tomas på højskolen Egmont i Jylland, og Lone Hertz besøger ham, så ofte hun kan. Hun mener, at Tomas gennem årene har været fejlanbragt og fejlvurderet, og hendes kamp for at sørge for det rette liv for ham er ikke forbi.

»Jeg troede engang at politikere, kommuner og sagsbehandlere var til for at lytte og støtte op omkring en udvikling for borgeren i nød, men nej!«

Derfor har hun nye møder med socialforvaltningen i den allerede så fyldte kalender.