Skuespilleren Jeremy Renner forsøgte at stoppe en rullende sneplov fra at ramme hans nevø, da han selv blev knust under den nytårsaftensdag.

Det viser en ny rapport fra Washoe County Sheriff's office, som CNN har set.

Sneploven begyndte at rulle til siden, efter at stjernen havde brugt den til at trække sin nevøs bil ud af sneen.

Den store maskine havde dog ikke haft håndbremsen trukket, og derfor skete ulykken, lyder det i dokumenterne.

»Sneploven begyndte at rulle, hvilket fik Jeremy Renner til at forlade køretøjet uden at trække håndbremsen,« skriver de.

»Selvom der var nogle mekaniske problemer, menes det, at hvis håndbremsen havde været trukket, var sneploven ikke begyndt at bevæge sig fremad. Da Jeremy Renner forsøgte at stoppe maskinen for at undgå, at hans nevø blev ramt, blev han selv hevet under køretøjet og kørt over.«

Rapporten beskriver også, at køretøjets bremselys ikke virkede, og at 'mekaniske fejl' kan have været med til at starte ulykken.

Jeremy Renner blev efter ulykken fløjet til hospitalet, hvor han tilbragte mere end to uger og undergik to operationer.

Den amerikanske skuespiller Jeremy Renner er indlagt på et hospital i delstaten Nevada, efter at han nytårsdag var ude for en alvorlig ulykke med en sneplov. Jeremy Renner Via Instagram/Reuters
Den amerikanske skuespiller Jeremy Renner er indlagt på et hospital i delstaten Nevada, efter at han nytårsdag var ude for en alvorlig ulykke med en sneplov. Jeremy Renner Via Instagram/Reuters
Vis mere

En opkald til alarmcentralen, som CNN har hørt, tydeliggør, at skuespilleren var helt knust under maskinen, og at han havde svært ved at trække vejret.

Højre side af hans brystkasse var kollapset.

Ulykken skete på nytårsaftensdag, da Jeremy Renner forsøgte at trække sin nevøs bil væk fra sin ejendom, efter at bilen havde siddet fast i sneen.

Da bilen var kommet ud af sneen, begyndte sneploven at glide og rulle ned ad en bakke, og derfor valgte skuespilleren at hoppe ud af køretøjet.

Ifølge rapporten opdagede han dog, at sneploven var på vej mod nevøen, og fordi han var bange for, at nevøen ville blive ramt, forsøgte han at stoppe den.

Men ifølge dokumenterne blev han med det samme trukket under køretøjet og skadet.

Sidenhen har 'Marvel'-skuespilleren udtalt, at han brækkede 30 knogler under ulykken.

Skuespilleren er i gang med sin genoptræning efter en lang periode på hospitalet.