Selv om han elsker sit job og lige nu er aktuel i både TV 2 Charlie-serien 'Sygeplejeskolen' og 'Robin Hood' på Folketeatret, er det ikke mere end to år siden, at Jon Langes kalender var tom i et år.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?
»Årh, der har været mange. Der var de dage, jeg spillede sammen med Rutger Hauer på 'Alle for én'. Den morgen på 'Sommeren '92', hvor vi løb på banen på Nya Ullevi i røg og dis og spillede opvarmningskamp mod tyskerne i de ikoniske trøjer. Der var rollen som kong Ludvig den Meget-Trættende i 'De tre musketerer' på Odense Teater. Sjovt, jeg kan have så mange og stadig håbe, mine børn finder på noget andet at lave.«

Hvorfor har du det sådan?
»​Det er et evigt skuespillerdilemma, tror jeg. Jeg synes, at den her branche er fuld af tvivl, usikkerhed, svingende lønninger. Livet som kunstner i dagens Danmark er jo ret usikkert og især i de her tider. For bare to år siden havde jeg et år, hvor jeg ikke lavede noget. Heldigvis havde jeg lavet en hel masse i 2017, og i slutningen af 2018 tikkede der så noget ind, så jeg kunne se, at 2019 ville blive fint, men det er et år uden indtægt. Så hvis du ikke har været heldig eller sparet op, så må du deale med det. Jeg svømmer ikke i tilbud og hedder jo ikke Mads Mikkelsen eller Nikolaj Lie Kaas, så jeg siger ja til det meste, for det skal jo hænge sammen. Jeg aner ikke, hvad jeg skal fire måneder ud i tiden. Mit arbejde afhænger af, at jeg skal se rigtig ud, være den rigtige alder, det rigtige køn, være dygtig nok og kunne spille på den måde, som manuskriptforfatteren nu har tænkt, og det er benhårdt, og jeg ønsker, at det vil glide lidt nemmere for mine børn.«

Ville du have valgt anderledes selv?
»Nej, jeg har mødt min kone gennem mit arbejde og har mine børn. Jeg er mig grundet de valg, jeg har truffet. Jeg er glad for at være der, hvor jeg er, men jeg vil ikke anbefale mine børn at gå min vej, og hvis det er det, de gerne vil, så skal vi have nogle lange gode snakke over et par flasker rødvin, når de er gamle nok til det.«

Hvad ville dit bedste råd være til dem?
»​Mit bedste råd ville være, at de kun skal gøre det, hvis det er det eneste, de kan gøre. Jeg gik på skole i USA på et tidspunkt, hvor der hang et Goethe-citat på væggen, som jeg har taget til mig. Det lød sådan her frit oversat: 'Jeg ville ønske, at scenen var lige så smal som et linedanserreb, så ingen inkompetente turde træde op på den'. Det lyder hårdt, men sandheden er, at den her branche er så hård, så hvis det ikke er det eneste, du kan, og det eneste, du vil, så kommer du til at slå dig. Min mormor spurgte mig engang, om jeg ikke snart skulle have en uddannelse, og så kunne jeg have teatret ved siden. Jeg forstår fuldstændig, hvad hun mener, for jeg vil sige det samme til mine børn. Når det så er sagt, giver det mig jo noget fantastisk, selv om det er hårdt. Jeg føler, jeg arbejder med min hobby, og jeg er med til at fortælle vigtige historier og underholdende historier. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får belyst vores samfund. Alle de tilfredsstillende følelser, som jeg får af det, jeg laver, håber jeg også, at mine børn kommer til at få.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne