Skuespilleren Johannes Nymark arbejder på at komme ind foran kameraet, og det betyder, at han er nødt til at sig nej til roller. Det fortæller han, da B.T. møder ham på den røde løber til gallapremiere på den nye danske komedie ‘Jagtsæson’.

»Jeg har været nødt til at sige nej til jobs, jeg gerne vil lave,« siger Johannes Nymark.

»Det sidste år har jeg søgt hen mod tv og film, så det har klart været et stort ønske,«

»Men det har krævet valg og fravalg, for hvis man fylder sin kalender op med teater, så er der ikke plads til at sige ja, hvis der kommer et tilbud.«

Johannes Nymark får flere og flere roller i film og tv
Johannes Nymark får flere og flere roller i film og tv Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Lige nu har også et par tilbud, hvor jeg skal finde ud af, om jeg skal gå den ene eller den anden vej. Det handler om at følge min mavefornemmelse,« siger Johannes Nymark, som har spillet med i blandt andet ‘Hvidstengruppen’ og ‘Steppeulven’.

I det seneste år har han spillet med i TV 2-serien ‘Mercur’, ‘Lykke-Per’ og det lille drama ‘Månebrand’.

Derudover har han spillet med i musicals som ‘Into the Woods’ og ‘Ghost the Musical’, og det har åbenbart været et risikofyldt spil.  For i samme periode er han gået glip af andre roller.

»Jeg har brugt et par år på at gamble og så sige ja,« siger han uden at afsløre præcis, hvad han så er gået glip af.

»Jeg havde en casting i London på en stor tv-serie, jeg kan ikke sige hvilken, men jeg var nødt til at sige nej til næste runde, fordi jeg havde sagt ja til en teateropgave langt ude i fremtiden,« siger skuespilleren.

»Og så røg jeg på den. Så det er en balance,« siger skuespilleren, der snart er aktuel i hovedrollen i TV 2-serien 'Mellem Os', hvor han spiller over for Lærke Winther som hendes mand.

»Det har været hårdt arbejde og vildt dejligt at spille over for Lærke Winther. Vi har simpelthen haft så mange dage foran kameraet. Det er min største tv-rolle,« siger Johannes Nymark.

'Mellem Os' har premiere i efteråret 2019. Her følger seeren et norsk par og et dansk par, og følge TV 2 er hovedingredienserne krimi, komedie og kærlighed.