Næsten to år.

Så længe har offentligheden måtte undvære et glimt af den pensionerede skuespiller Jack Nicholson.

Men tirsdag aften amerikansk tid var den 84-årige 'Gøgereden'-stjerne pludselig at se igen.

Her mødte han nemlig op med sin søn, den 29-årige Ray Nicholson, for at overvære sæsonåbningen af den amerikanske basketballiga NBA.

Det beretter flere amerikanske medier som Page Six, People og E!, og på billeder fra festlighederne kan man se, hvordan Jack Nicholson skrev autografer ude foran stadion, førend han og sønnike fik placeret sig på forreste række til åbningskampen.

Jack Nicholson dukkede op til Lakers-kamp med sin søn Ray Nicholson efter næsten to år væk fra rampelyset.
Jack Nicholson dukkede op til Lakers-kamp med sin søn Ray Nicholson efter næsten to år væk fra rampelyset. Foto: KEVORK DJANSEZIAN
Vis mere

Den tredobbelte Oscar-vinder er nemlig passioneret fan af holdet Los Angeles Lakers.

Desværre for ham endte hans hold dog med at tabe sæsonens første kamp mod Golden State Warriors, der slog Lakers med cifrene 121-114.

Sidst Jack Nicholson blev spottet i offentligheden var ligeledes til en Lakers-kamp i selskab med sønnen Ray Nicholson. Det var tilbage i januar 2020, hvor modstanderne hed New York Knicks.

Forinden det var det på sin sædvanlige fanplads i selskab med datteren Lorraine Nicholson, den 84-årige skuespiller sidst blev spottet i offentligheden.

Notorisk private Jack Nicholson gik på pension fra skuespilfaget tilbage i 2010 efter sin bærende rolle i den romantiske komediefilm 'Alt hvad du har'.

Siden da har han holdt sig udenfor rampelyset, men Lakers-kampe kan den Oscar-vindende skuespiller altså alligevel ikke dy sig for at dukke op til.

Interviews har der bestemt heller ikke været mange af fra Jack Nicholsons side.

Sidst den sjældenhed fandt sted, var i januar 2020, hvor Hollywood-skuespilleren mistede en af sine helte, Lakers-legenden Kobe Bryant, der på tragisk vis døde i et flystyrt.

»Hvor alt var solidt, er der nu et stort hul i væggen. Jeg har været så vant til at se og snakke med Kobe, at, du ved, det dræber dig. Det er en forfærdelig begivenhed,« lød det blandt andet fra Lakers-superfanen.

Blandt publikumspladserne til tirsdagens NBA-sæsonåbning var også den britiske sangerinde Adele at finde i selskab med sin kæreste, sportsagenten Rich Paul, der blandt andet har Lakers-stjernen LeBron James i sin fold.

Også navne som Justin Bieber, Usher, Kevin Hart og Lil Wayne overværede kampen.