Da skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum mistede sine forældre med kort tids mellemrum, ændrede hendes eget liv sig radikalt efterfølgende. Nu var hun pludselig den ældste generation i sin familie, og hun skulle nu selv skabe rammen omkring sin tilværelse, der både byder på familieliv og et travlt arbejdsliv.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
»Normalt vil man sige at blive mor, og det er selvfølgelig også en begivenhed, der har ændret mit liv, men der er en anden begivenhed, der har ændret mit liv helt radikalt. Det var, da mine forældre døde. De var begge gamle og døde med ni måneders mellemrum, og jeg har altid haft et tæt forhold til dem.«
»Det har givet nogle helt nye perspektiver på mit eget liv og sat det hele i relief. Fordi jeg selv er blevet meget bevidst om at være den ældre generation. Mine forældre har altid dannet rammen om min tilværelse, og at de ikke er her længere, betyder, at jeg nu er nødt til at skabe rammen selv. Den ramme indeholder både søn, svigerdatter og børnebørn.«
Hvordan ældes man med ynde?
»Grundet mit fag, og at jeg er så aktiv, som jeg er, er jeg nødt til at passe godt på min krop. Helt konkret er det at holde min muskelmasse i nogenlunde god stand. Noget andet, som jeg endnu ikke er kommet til, er at åbne mig for, at livet byder på andre muligheder. Jeg kører stadig på arbejdsmæssigt, som jeg har gjort de sidste rigtig mange år, men jeg kan se på folk, der er lidt ældre end mig selv, at de begynder at prioritere og dyrke andre ting.«
»Jeg tror, at en måde, man kan ældes med ynde på, er hele tiden at tilpasse sig situationen og forsøge at få det maksimale ud af tilværelsen i forhold til, hvor man er aldersmæssigt.«
Er det svært for dig at skrue ned arbejdsmæssigt?
»Jeg håber, at det kommer ad naturlig vej. Selvfølgelig spekulerer jeg også på det, og jeg forsøger at gøre tingene lettere for mig selv. Jeg ved, at der ligger en proces foran mig, som jeg håber, at jeg er rummelig nok til at komme igennem med ynde.«
Har arbejdet haft stor betydning for dig, og hvordan du ser dig selv?
»Jeg har lavet teater i 40 år og haft mange funktioner inden for teatret, så man kan sige, at teatret har haft stor betydning for min identitet. Det, der ville være allersværest for mig, var, hvis jeg skulle holde op med at tænke kreativt. Holde op med at få ideer og holde op med at tænke over, hvordan jeg kunne realisere dem.«
»Det er sådan set det, jeg lever af. Det fysiske er én ting, noget andet er det med at holde op med at ville noget og holde op med at være ambitiøs. Det tror jeg bliver en lang proces for mig. Men det er heller ikke sikkert, at man skal slippe det helt. Det skal gerne være en proces, der føles organisk.«
Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv på?
»Jeg var omkring 18, da jeg indså, at det var teater, jeg skulle lave. Jeg ville faktisk ikke være skuespiller, for jeg har en ældre søster, der også er skuespiller, og jeg syntes, ligesom der allerede var en i familien, der havde rollen. Det var min far, der opfordrede mig til at søge ind på teaterskolen, fordi han kunne se et potentiale i mig, som jeg ikke selv kunne se. Han har igennem hele mit liv vært en rigtig god mentor for mig.«
»Jeg kunne godt mærke, at det resonerede et eller andet sted i mig, så jeg tænkte, at jeg måtte prøve. Og så var det bare fuld skrue derfra.«
Du har aldrig efterfølgende været i tvivl om, at det var den rigtige vej for dig at gå?
»Hvis jeg har været i tvivl, har det været på grund af ydre omstændigheder. Og jeg startede som skuespiller og blev så senere både instruktør og teaterproducent, så jeg har bredt hele paletten ud omkring, hvad jeg synes, at jeg kunne give mit fag og den kunstart. Jeg er aldrig stagneret og sagt: 'Jeg er skuespiller og dermed basta.' Jeg er også rigtig mange andre ting inden for teaterfaget.«
Bragt i samarbejde med Alt for damerne.
