»At spille teater er på mange måder en slags sport.«
Skuespiller Ditte Ylva Olsen har fundet det perfekte miks. af yoga, tango, vægttræning og lange gåture. Det holder hende i form til det krævende job, giver hende energi til at kunne springe frisk ud af sengen om morgenen og frihed til at spise et stykke kage, hvis det er det, hun har brug for.
Hvad er sundhed for dig?
»For mig er sundhed og frihed forbundet. At jeg kan springe frisk ud af sengen om morgenen og udføre hvilke som helst opgaver og ideer, der måtte komme min vej. Løfte noget tungt, løbe om kap eller holde mig vågen til langt ud på natten. Det er også vigtigt, at jeg er fri til at spise det, jeg har lyst til. Hvis nogen har gjort sig umage med at bage en kage til mig, synes jeg, det er dejligt at takke ja. Restriktive kure føles ikke sundt for mig. Det gør en tung og oppustet krop heller ikke, så jeg tænker da over, hvad jeg spiser. Men jeg tilstræber, at det er lysten og velbehaget, der driver værket.«

Har dit forhold til sundhed ændret sig med tiden?
»Tidligere tog jeg nok min egen sundhed for givet, og det handlede i virkeligheden mere om udseende, når jeg tænkte sundhed. Nu prioriterer jeg mit velbefindende og at være stærk, så jeg ikke får ondt hist og pist. Jeg er typen, der let vrikker om eller forstrækker noget.«
Hvornår føler du dig allermest sund?
»Jeg trives godt med ikke at spise meget. Jeg er ikke typen, der går sukkerkold, og to måltider om dagen er godt for mig. Jeg føler mig sund, når jeg spiser grøntsager, som jeg selv har tilberedt fra, at de ligger rå og farverige på mit køkkenbord. Jeg vælger altid økologisk. Jeg har ikke lyst til at spise noget, der har belastet vores planet, og heller ikke dyr, der har lidt. Derudover er en lang tur i skoven og ved vandet altid et quickfix for mig. Især et smukt sted, hvor øjet kan nyde og slappe af og måske med musik i ørerne.«

Hvordan holder du dig i form?
»Jeg elsker at bevæge mig, og jeg går altid en tur, hvis jeg skal tale i telefon. Jeg er heldig at have et job, der kræver, at jeg er i okay form. At spille teater er på mange måder en slags sport. Jeg har altid lavet meget yoga. De seneste ti år i mit elskede yogacenter, Iyengar Yoga ved Søerne i København. Derudover har jeg danset argentinsk tango i mange år, jeg spiller badminton to gange om ugen og har en personlig træner til vægttræning. Alle de ting har jo været lukket ned her under corona, men man kan heldigvis altid gå en tur.«

Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?
»Jeg starter min dag med en kop kaffe, med at tænde for P1 og besvare mail og andre kontoragtige opgaver. Det lyder egentlig ikke særlig sundt, men jeg koncentrerer mig godt om morgenen.«
Hvad har du altid i køleskabet?
»De fleste dage spiser jeg grøntsagsgrød til mit første måltid. Det blender jeg af grønkål, spinat, og hvad der ellers lige er af grøntsager. Hertil frosne bær og citron, ingefær og lidt nødder. Så det har jeg altid i køleskabet.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
