Den amerikanske skuespiller Charles Grodin er tirsdag død af kræft.

Det skriver avisen The New York Times.

Grodin, der blev 86 år, medvirkede i en lang række film gennem en imponerende karriere, der varede over et halvt århundrede.

Han døde tirsdag i sit hjem i delstaten Connecticut af kræft i knoglemarven. Det oplyser sønnen Nicholas ifølge The New York Times.

Grodin vil af nogle måske blive husket som den udfordrede far, der modvilligt lader en hund flytte ind i sit hjem i de populære 'Beethoven'-film. Grodin var både med i den første og anden film fra henholdsvis 1992 og 1993.

Andre vil måske huske ham for filmen 'Midnight Run' fra 1988, hvor han spiller en løssluppen svindler over for skuespillerkollegaen Robert De Niro.

Han har desuden hovedrollen i 'The Heartbreak Kid' fra 1972.

Grodin markerede sig i løbet af sin karriere ikke kun på lærredet. Han var blandt andet også forfatter til en række teaterstykker og bøger.

/ritzau/